ressourceforløb
Ressourceforløb er et offentligt tilbud til sårbare og udsatte personer, som er i risiko for at komme på førtidspension, hvor det giver mening at forsøge udvikling af dennes kompetencer gennem en tværfaglig og helhedsorienteret indsats. Formålet med ressourceforløbet er at hjælpe de pågældende personer videre i livet og ind på arbejdsmarkedet ved at sikre arbejdsevnen udvikles tilstrækkeligt til at komme i arbejde eller i gang med en uddannelse.

Ressourceforløbet kan vare fra ét til fem år hvor der ydes tilbud såsom beskæftigelsestilbud, sociale tilbud og sundhedsmæssige tilbud, der koordineres og kombineres på tværs. Tilbuddene kan variere fra tilbud om brobygning til uddannelse med nødvendig støtte, til psykologhjælp eller motion. Under ressourceforløbet modtager deltageren ressourceforløbsydelsen som i udgangspunktet er på kontanthjælpsniveau.

Ressourceforløbsydelsen er i modsætning til kontanthjælp uafhængig af egen formue og eventuel ægtefælles / samlevers formue og indtægt. Ressourceforløbet minder i høj grad om jobafklaringsforløb.

Eventuelle udbetalinger fra tegnede Tab af Erhvervsevne-forsikringer modregnes krone for krone under ressourceforløbet. Dette har medført produktudvikling hos mange forsikringsselskaber således en ekstradækning kan tilkøbes til TAE-produktet. Denne ekstradækning kompenserer for modregningen i offentlig ydelse under ressourceforløbet.