- § 26-erklæring
- 
                § 26-erklæringen benyttes, når en kapitalpensionsordning udbetales mellem det 60. og det 70.
                år.
 
 Har en person mere end én kapitalpensionsopsparing, betragtes disse skattemæssigt som én ordning.
                Det betyder, at der kun kan ske udbetales mod den normale afgift, hvis samtlige
                kapitalpensionsordninger udbetales samtidigt (med undtagelse af udbetaling af invalidesum,
                der udbetales ved to trejdedele invaliditet, når den er tegnet i et
                livsforsikringsselskab).
 
 Hvis der kun udbetales en del af en kapitalpensionsordning, skal der betales afgift og indkomstskat
                som ved en skattemæssig disposition. For at sikre overholdelse af dette, er udbetaling mod
                normalafgift betinget af udfyldelse af en § 26-erklæring.
 
 Personen erklærer jævnfør pensionsbeskatningslovens § 26, stk. 2, hvorvidt denne har anden
                kapitalpensionsordning. Hvis det er tilfældet, gøres de øvrige pensionsinstitutter opmærksom på,
                at der er indtrådt afgiftpligt for ordningen, i henhold til pensionsbeskatningslovens § 25 og
                pensionsordningerne afgiftsberigtiges.
              
- § 41-overførsel
- 
                En overførsel af pensionsdepoter mellem to pensionsselskaber, to pengeinstitutter, eller et
                pensionsselskab og et pengeinstitut kaldes i branchen for en §41-overførsel. Udtrykket refererer
                til, at overførslen kan finde sted uden at depotejeren bliver beskattet ved transaktionen, som
                denne ellers ville blive ved udbetaling af depotet før planlagt udbetalingstidspunkt (tidligt
                tilbagekøb af pensionsordning mefører strafafgift til staten på op til 60%).
 
 Der er fastsatte grænser for maksimal tilladt overførselstid mellem leverandører af
                pensionsordninger. Det er som udgangspunkt et krav at overførsler sker inden for løbende måned + 1
                måned. Hvis overførsler tager længere tid kan pensiontageren være berettiget til morarenter fra det
                afgivende selskab. De fleste banker pensionskasser og pensionsselskaber har tilsluttet sig aftalen
                om overførsel af pensionsordninger mellem selskaberne inden for den fastsatte tidsgrænse.
              
- 10-årig supplerende opsparing
- 
                En 10-årig supplerende opsparing giver dig mulighed for, rent økonomisk, at få en glidende overgang
                til at være pensionist. Ved brug af en supplerende opsparing, vil du typisk få udbetalt flere penge
                i starten, hvor behovet formegentligt vil være størst. 
              
              
- 66-grundlagene
- 
                66-grundlagene er forgængeren for G82-grundlaget og var beregningsgrundlag for pensions- og
                livsforsikringer. 66-grundlagene er et sæt af beregningsgrundlag, som blev anvendt i perioden fra
                år 1966 til år 1982. F66-grundlaget blev benyttet for kapitalforsikringer, P66-grundlaget blev
                benyttet for pensionsforsikringer og U66-grundlaget blev benyttet for livrenter. Mens F66- og
                P66-grundlagene blev erstattet af af G82 i år 1982, blev U66-grundlaget i år 1974 erstattet af
                U74-grundlaget og først senere erstattet af G82-grundlaget.
              
              
- administrationsomkostninger
- administrationsudgifter
- 
                Pensions-, forsikrings- eller andre selskabsudgifter til administration. Disse omkostninger kan
                dække alt fra løn til inventar, skadebehandling, policeudstedelse m.v.
              
              
- afgift
- 
                Afgift er et beløb der skal betales til staten. Størstedelen af pensionsudbetalinger bliver
                beskattet som personlig indkomst. Nogle engangsudbetalinger kan dog være enten afgiftspligtige
                eller skatte / afgiftsfrie. I tilfælde af at der skal betales afgift, bliver udbetalinger beskattet
                som personlig indkomst. Hvis en udbetaling er afgiftsberigtiget er afgiften normalt 40 procent.
                Yderligere kan man ved arv blive udsat for en boafgift. Hvis du udbetaler din pensionsordninger
                før tilladt tid skal du betale en afgift på op til 60% af din pensionsopsparing.
              
              - afgiftsberigtigelse
- 
                Begrebet benyttes i de situationer, hvor en afgift bliver afregnet af opsparingen. Det kan
                således  gælde både livrente, ratepensioner, kapitalpensioner, aldersopsparinger,
                indeksordninger (skat 4). Det sker typisk ved udbetaling i "utide". Ved livrente og
                ratepension afregnes der en strafafgift på 60 procent ved en afgiftberigtigelse.
                Ved aldersopsparing/forsikring afregnes der 20 procent stafafgift, og 40 procent ved
                indeks-ordning og kapitalpensioner.
 
 Det var kortvarigt muligt at afgiftsberigtige kapitalpensioner til en reduceret skat på 37,3%.
                De afgiftsberigtigede ordninger blev herefter konverteret til alderspensioner /
                aldersopsparinger, som er en pensionsordning uden fradragsret ved indbetalinger. Den løbende
                afkastskat (PAL-skat) er dog ens på de to typer af pensionsordning,
                og pensionstageren har dermed fortsat den samme fordel ved pensionsopsparing efter betaling af
                afgift til staten som før betaling af afgiften. Alle de investerede pensionsmidler er nu blot
                pensionstagerens hvor det før kun udgjorde 60 %.
 
            
              
- afkast
- 
                Afkast er den forøgelse eller det tab der er opstået i investerede midler (eksempelvis i
                obligationer, ejendomme, aktier etc.) siden investeringsstart eller i en fastsat
                sammenligningsperiode.
              
              
- aktuar
- 
                En aktuar er en uddannet forsikringsmatematiker, og forsikringsvirksomheder er ved lov krævet at
                have ansat aktuarer der er ansvarlige til at udlede det forsikringstekniske grundlag der bruges til
                fastsættelse af forsikringspriser.
              
              - aldersopsparing
- aldersforsikring
- 
                En aldersopsparing er en mulig pensionsopsparing der kan udbetales på én gang (sumudbetaling) ved
                udbetalingstidspunktet. Udbetalingen er skattefri, og der er ikke fradrag for indbetalingerne. Man
                har kunnet oprette en aldersopsparing siden 1. Januar 2013. I 2017 kan der maksimalt indbetales
                29.600 kroner om året til aldersopsparing.
 
 Læs mere om ophørende livrente her.
 
            
              - alderspension
- 
                En pension der typisk bliver udbetalt på én gang, når man når en bestemt alder. Indbetalinger til
                denne ordning er ikke fradragsberettigede, til gengæld skal der ikke betales skat eller afgift af
                udbetalingerne. Yderligere bliver aldersopsparingen ikke modregnet i folkepensionen. I 2017 kan der
                indbetales op til 29.600 kroner om året på denne type pension.
 
 Læs mere om ophørende livrente her.
 
            
              
- alderssum
- engangsydelse
- 
                Alderssum var en pensionsindbetalings mulighed på lige fod med kapitalpension. Den kunne være en
                del af din livsvarige pension som også kunne blive udbetalt på én gang.
              
              
- alternativ investering
- 
                Alternative investeringer er modsætningen til traditionelle investeringer såsom aktier og
                obligationer. Investeringerne kan blandt andet foretages i Venture Capital, Private Equity,
                Hedgefonde (med diverse strategier), råvarer, ejendomme, infrastruktur, skov, grøn energi,
                valutahandel, strukturerede produkter etc. og fælles for alle disse typer af investeringer er, at
                de typisk handles på relativt illikvide markeder, kræver længere investeringshorisonter, og/eller
                kræver et større investeringsbeløb.
 
 Risikomæssigt kan alternative strategier være både mere og mindre risikable end aktier og
                obligationer (målt på årlige udsving). Det vigtige er dog at kilderne til risiko kan være
                anderledes end for de traditionelle investeringer således investoren får en større diversitet i
                pensionsporteføljen, og dermed kan opleve at visse alternative strategier kan klare sig relativt
                godt i perioder hvor traditionelle investeringer oplever store tab. Dette kan give en attraktiv
                modvægt i investorens portefølje som over årene medfører at investoren får en gennemsnitlig højere
                kompensation, i form af afkast, for den bårede risiko.
              
- andelskasse
- 
                En andelskasse er et pengeinstitut ligesom en bank eller sparekasse. Dette pengeinstitut er ejet af
                andelshavere, typisk kunder, der tager del i overskuddet ud fra deres andel i omsætningen.
                Grundlaget for andelskassen er taget fra den sociale bevægelse ved at hver andelshaver hver har én
                stemme.
              
              - anfægtelse
- 
                Anfægtelse er et andet ord for at gøre indsigelse mod en (retslig) afgørelse der anses af den
                forfordelte som værende urimelig. Indenfor pension vedrører anfægtelse som oftest udbetalinger til
                begunstigede efter forsikredes død.
 
 Når en anfægtelse skal behandles, laves der en fiktiv bodeling, hvor man lader den anfægtet
                forsikringssum indgå i arven. Nu bliver arven fiktivt større, og så skal man se hvor stor en friarv
                den medfører.
 
 Hvis friarven er større end forsikringssummen, kunne den afdøde blot have begunstiget sit dødsbo og
                oprettet testamente, hvor den anfægtet person kunne have fået sine midler. Testationskompetencen er
                således ikke overskredet og anfægtelsen bliver afvist.
 
 Hvis friarven derimod er mindre end forsikringsydelsen, er testationskompetencen overskredet og den
                der anfægter får mulighed for at få andel i det beløb den er overskredet med. Når det skal vurderes
                tages der højde for følgende:
 
 
                  - Børns tarv: Hvem har forsørgerpligten for diverse livsarvingers ve og vel.
- Hvem står tilbage med de største udgifter
- Baggrunden for indsættelsen af begunstigelsen: Det kunne være at den afdøde eksempelvis havde
                    lånt penge af en given person, og ved oprettelsen af forsikringen ville sikre at långiveren får
                    sine penge retur.
 
 
                
                  
                    
                      | Eksempel 1: |  
                      | Livsforsikring | 1.000.000 kr. |  
                      | Arv | 800.000 kr. |  
                      | Fiktiv arv | 1.800.000 kr. |  
                      | Friarv | 1.350.000 kr. |  
                      | Testationskompetencen er ikke overskredet, da friarven (1.350.000 kr.)
                        er større end livsforsikringen (1.000.000 kr.), og anfægtelsen afvises. |  
 
 
                
                  
                    
                      | Eksempel 2: |  
                      | Livsforsikring | 1.000.000 kr. |  
                      | Arv | 150.000 kr. |  
                      | Fiktiv arv | 1.150.000 kr. |  
                      | Friarv | 862.500 kr. |  
                      | Testationskompetencen er overskredet med 137.500 kr. (forskellen mellem
                        friarven og livsforsikringen). Anfægteren kan få andel i de 137.500 kr. ud fra skifterettens
                        vurdering af de tre punkter listet ovenfor. |  
 
 Reglerne for begunstigelse blev ændret 1. januar 2008 hvor også mulighederne for anfægtelse blev
                ændret.
 
 Såfremt forsikredes begunstigede er indsat på policen efter 1. januar 2008 kan tvangsarvingerne,
                dvs. ægtefælle og livsarvinger (børn, børnebørn, osv.), anfægte begunstigelsen uagtet hvem der er
                begunstiget eller om begunstigelsen er uigenkaldelig. Afgørelsen af anfægtelsen sker i henhold til
                forsikringslovens § 104 som foreskriver, at anfægtelsen bedømmes efter en domstols skøn.
                Skifteretten er forpligtet til at orientere tvangsarvingerne om muligheden for anfægtelse af
                begunstigelsen.
 
 Er begunstigelsen indsat inden 1. januar 2008 anvendes anden lovgivning hvor uigenkaldelige
                begunstigelser, eller begunstigelse af tvangsarvinger, ikke kan anfægtes.
 
            
              
- ansvarlige investeringer
- 
                Hvis det finansielle institut foretager ansvarlige investeringer følger de et fastsat etisk kodeks.
                Dette vil bl.a. indebære at de følger forskellige sociale, ledelses- og miljømæssige retningslinjer
                i deres investeringer og beslutningsprocesser.
              
              
- antagelse
- 
                Ved indgåelse af aftale om forsikringsdækninger mellem forsikringstager og forsikringsselskab
                foretages der en forretningsmæssig vurdering af den potentielle risiko som forsikringsselskabet
                påtager sig ved at forsikre forsikringstager.
 
 Vurderingen beror på helbredsmæssige oplysninger som enten forsikringstager selv, eller
                forsikringstagers læge eller hospitaler, forsyner forsikringsselskabet med. Disse oplysninger
                danner grundlaget for en helbredsmæssig vurdering foretaget af forsikringsselskabet, en
                antagelsesproces, som skal slutte, om forsikringsselskabet vil tilbyde forsikringerne til
                forsikringstager. Bevilges forsikringstager forsikringerne er denne ”antaget”.
 
 Antagelse kan ske på almindelige vilkår eller skærpede vilkår, som vil medføre at policen påføres
                specifikke klausuler hvor selskabet ansvarsfraskriver sig at dække forsikringshændelser som følge
                af de allerede kendte helbredsmæssige risici, eller ved at hæve forsikringspræmien på dækningerne
                tilsvarende til den forhøjet risiko.
              
- arbejde
- job
- 
                Et arbejde er et kontraktmæssigt forhold mellem en person og en arbejdsgiver der belønner
                udførelsen af opgaver defineret i det kontraktuelle forhold. Dette gøres som regel ved udbetaling
                af aftalt løn (kompensation).
              
              
- arbejdsevne
- 
                Arbejdsevnen er en persons evne til at udføre arbejde, og er i det offentlige et
                vurderingskriterie. I tilfælde af en tilpas lav arbejdsevne, kan man få bevilget førtidspension.
                Dette vil ske hvis man ikke vurderes i stand til at udføre lønnet arbejde. Pensionsselskaber kan
                bruge arbejdsevne begrebet i en anden sammenhæng til at vurdere berettigelse til invalidepension og
                udbetaling af tab af erhvervsevne forsikringer.
              
              
- arbejdsgiveradministreret pensionsordning
- 
                Denne type ordning er en pensionsordning oprettet og administreret af ens nuværende arbejdsgiver,
                som står for indbetalingerne til pensionsordningen.
 
 En arbejdsgiveradministreret pensionsordning er en privat pensionsopsparing, hvor arbejdsgiver
                har påtager sig rollen som indbetaler. Det betyder, at er der i stedet for almindelige fradragsret
                i stedet er bortseelsesret af indbetalingerne.
 
 I praksis har det præcis samme konsekvens for kunden, i forhold til skatteværdi af fradraget, men
                måden man forskudsregistrere det overfor Skat er forskellig.
 
 Hvis en kunde har bortseelsesret af sine indbetalinger, trækkes disse fra i den skattepligtige
                indkomst, som man påskriver sin forskudsregistrering. Kunden får således sit fradrag ved løbende
                at betale skat af en mindre indkomst end den reelle bruttoindkomst (indkomst før
                pensionsindbetaling). Når skatteåret er gået indberetter arbejdsgiveren indkomsten fratrukket
                indbetalinger til pensioner, og den løbende betalte skat passer således med indkomsten efter
                pensionsindbetalinger.
 
 Ved private indbetalinger med almindeligt skattefradrag, beskattes man som udgangspunkt af hele
                sin indkomst, men får så reduceret den del der skal betales skat af, ved at give sig selv
                ekstraordinære fradrag af sine indbetalinger.
              
- arbejdsindtægt
- 
                Arbejdsindtægten er den aflønning man får fra ens arbejde og består bl.a. af løn, feriepenge og
                andre goder. Det kunne også være afkast eller resultat fra drift af privat virksomhed.
              
              
- arbejdsløs
- 
                Hvis man er arbejdsløs er man ikke i et aflønnet kontraktuelt forhold med en arbejdsgiver, og står
                dermed uden arbejdsindkomst. Arbejdsløse vil typisk kunne modtage dagpenge fra A-kasser,
                udbetalinger fra arbejdsløshedsforsikringer eller kontanthjælp fra staten.
              
              
- arbejdsmarkedsbidrag
- AM-bidrag
- AMB
- bruttoskat
- 
                Arbejdsmarkedsbidrag er en skat der betales på al lønindkomst, og er på 8 %. Selvom indskud til
                nogle pensionsordninger er fradragsberettigede betales der også arbejdsmarkedsbidrag af disse
                indbetalinger. Dog er det pensionsinstituttet og ikke ens arbejdsgiver der opkræver denne skat på
                pensionsindbetalinger. Man skal selvfølgelig kun betale arbejdsmarkedsbidrag én gang og
                pensionsudbetalingerne bliver derfor ikke ramt af arbejdsmarkedsbidrag.
 
 Ved private pensionsindbetalinger er der allerede afregnet arbejdsmarkedsbidrag, da indskuddet
                sker af beskattet indkomst. På private pensionsordninger er det altså arbejdsgiveren der trækker
                de 8 procent og sender dem videre til Skat, hvor det for obligatoriske firmapensionsopsparinger
                er pensionsselskabet der beregner og indbetaler arbejdsmarkedsbidraget.
              
- arbejdsmarkedspension
- 
                En arbejdsmarkedspension er en pensionsaftale, der er oprettet som en del af de løn- og
                ansættelsesvilkår, som den ansatte har indgået med sin arbejdsgiver. Denne type pensionsordning kan
                enten være en del af en kollektiv overenskomst, en firmaaftale eller en offentlig
                tjenestemandspension.
              
              
- arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab
- 
                Denne type af selskab er enten direkte eller indirekte ejet af arbejdsmarkedsrelaterede parter, og
                må ikke udbetale udbytte til ejerne. Denne type selskab er etableret som en del af en
                overenskomstmæssig aftale, og man kan kun blive kunde igennem ens arbejdsrelaterede forhold.
              
              
- arvelader
- 
                En arvelader er en afdød person, hvor vedkommende aktiver nu skal fordeles - enten i henhold til
                testamente eller arvelov.
              
              
- arvelod
- 
                Arveloddet er den andel af et dødsbos nettoformue som man som arving står til at modtage i henhold
                til testamente og arvelov.
              
              
- arveloven
- 
                Denne lov forudsætter regler og bestemmelser for hvordan arv skal fordeles og beskattes. Ydermere
                er der i denne lov defineret hvordan rettigheder er fastsat ved fordeling af genstande enten ved
                loven eller ved testamente.
              
              
- assurandør
- 
                En assurandør er en medarbejder i et forsikringsselskab der rådgiver omkring forsikringer og
                pensionsordninger til kunder.
              
              
- ATP
- Arbejdsmarkedets Tillægspension
- 
                ATP er en forkortelse for Arbejdsmarkedets Tillægspension, der blev oprettet ved lov i 1964. ATP er
                en lovpligtig pensionsordning for alle danske lønmodtagere, som både ens arbejdsgiver og man selv
                indbetaler til. Ordningen skal ses som et supplement til den folkepension som lønmodtagerne vil
                modtage, når de går på pension.
              
              
- autorisation
- 
                En autorisation er en tilladelse eller stadfæstet bemyndigelse til at udføre arbejdsopgaver af en
                hvis karakter. Oftest kræves der autorisation til udførelsen af arbejdsopgaver, hvis der er en
                væsentlig risiko forbundet med udførelsen.
              
              
- basisdækninger
- 
                Ved pensionsordninger i et forsikringsselskab dækker basisdækninger over forsikringsdækninger som
                Invalidepension, Tab af Erhvervsevne, Dødsfaldsdækning, Visse kritiske sygdomme, Børnepension,
                Sundhedssikring og Ægtefællepension. Der er dog mulighed for at tilpasse ens forsikringsdækninger
                efter behov igennem ens forsikringsselskab.
              
              
- basiskapital
- 
                Basiskapital er den kapital som et forsikringsselskab skal besidde for at have tilladelse til at
                drive forsikringsvirksomhed. Basiskapitalen kan eksempelvis sammensættes af egenkapital eller
                særlige bonushensættelser som kan tilhøre kunderne i selskabet, og selskabet bestemmer selv hvordan
                denne kapital er sammensat.
              
              
- befolkningssammensætning
- 
                Befolkningssammensætningen er et udtryk for fordelingen af befolkningen i eksempelvis
                aldersgrupper, køn, indkomst eller samfundsstatus (erhvervsaktiv, studerende eller pensionister).
              
              
- begravelseshjælp
- 
                Begravelseshjælp er en offentlig ydelse som har til formål at hjælpe de efterladte med at afholde
                omkostninger i forbindelse med begravelsen. Ydelsen er opdelt i en formueuafhængig ydelse og en
                formueafhængig ydelse. Den uafhængige ydelse er et minimumsbeløb der udbetales uagtet afdødes
                formue, men som dog afhænger af afdødes alder (under/over 18 år, eller født før 1. april 1957),
                hvorimod den afhængige ydelse beregnes ud fra afdødes familieforhold, alder og formue.
                Beregningsgrundlaget tager afsæt i afdødes formue på dagen for dødsfaldet og beror på de samme
                oplysninger som gives til skifteretten.
              
              
- begunstiget
- 
                En begunstiget, er en person, forening eller lignende, der ved den forsikredes død har ret til hele
                eller en del af en forsikring. I modsætning til arv udbetales forsikringen til den eller de
                begunstigede uden om dødsboet, og midlerne skal ikke hæfte for nogen former for gæld, hvorfor de
                udbetales til den begunstigede med det samme.
              
              
- begæring
- 
                En begæring er en ansøgning om en forsikringsløsning til et forsikringsselskab. Begæringen er
                typisk et skema som er grundlaget for forsikringens art, størrelse, risiko og antagelsesvilkår som
                forsikringsselskabet bruger som oplysninger til oprettelse af ordningen. 
              
              
- beholdningsoversigt
- 
                I en beholdningsoversigt kan man oftest se hvad de investerede midler er investeret I af
                henholdsvis aktier, obligationer, investeringsforeninger eller andre aktiver. Oftest er afkastet
                inkluderet i beholdningsoversigten for en angiven periode eksempelvis fra tidspunktet for køb af
                værdipapiret.
              
              
- behovsanalyse
- 
                En behovsanalyse bruges til at afdække behov og ønsker hos en pensionstager i relation til
                forsikringsdækninger og pensionsopsparinger, for at kunne tilpasse en så effektiv og skræddersyet
                løsning som muligt til kunden.
              
              
- benchmark
- 
                Et benchmark er et sammenligningsgrundlag der eksempelvis kan bruges til en afkastanalyse. Her er
                benchmarket inkluderet til relativt at kunne vurdere eksempelvis afkastet af ens egen investering i
                relation til benchmarkets udvikling.
              
              
- beregningsgrundlag
- 
                Beregningsgrundlaget er det regelsæt et forsikringsselskab eller et pensionsinstitut benytter sig
                af til at beregne prisen for forsikringsdækninger. Grundlaget indeholder for eksempel selskabets
                forventninger til det fremtidige renteniveau, dødeligheden og invaliditetsrisikoen hos dets kunder.
                Selskabet skal anmelde dette tekniske grundlag til Finanstilsynet.
              
              
- beregningsrente
- 
                Beregningsrenten er den rente pensionsselskaberne bruger til fremskrivning ved prognoser af
                pensionernes størrelse ved udbetaling i markedsrente miljøet.
              
              
- Betinget garanti
- 
                Hvis en pensionsordning har en betinget garanti, er det ensbetydende med at pensionsordningen og
                dens ydelser er garanteret betinget af visse specifikke forhold overholdes typisk i forhold til
                krav om løbende indbetalinger til ordningen og disse indbetalingers størrelse.
              
              
- bidragsfri dækning
- henstand
- 
                Hvis en pensions- eller forsikringsordning har en bidragsfri dækning, behøver du ikke bekymre dig
                om opretholdelse af hidtidige forsikrings- og pensionsdækninger i tilfælde af mistet
                indkomstgrundlag. Ordninger som kan omfatte risikodækninger såsom invalidepension, børnepension,
                gruppelivsforsikring og andet, bliver opretholdt selvom du bliver ledig eller tager orlov, hvor
                omkostningen bliver trukket fra pensionsordningen i stedet for indbetalingen.
              
              - boafgift
- 
                Boafgift er den afgift eller skat der skal betales af arv og enkelte forsikringsudbetalinger.
                Boafgift betales kun i forbindelse med en andens død. Som registreret partner eller ægtefælle er
                man dog fritaget for at betale boafgift af arv eller andre udbetalinger. Andre arvinger vil som
                udgangspunkt blive opkrævet en boafgift på 15 % af det de arver. Hvor ikke nært beslægtede udover
                boafgiften skal betale en tillægsboafgift på 25 %.
 
 Boafgift har erstattet arveafgiften, således der ikke længere skal betales arveafgift. Velgørende
                organisationer er fritaget for boafgift. Der betales boafgift af sum-udbetalinger fra
                forsikringer.
 
 Når der betales almindelig boafgift på 15 % af en arv, skal der trækkes et bundfradrag på 282.600
                kroner (2017) af det afgiftspligtige beløb. Bundfradraget kan ikke blot trækkes fra arven, da
                ægtefæller og andre der er fritaget for boafgift ikke skal have andel i bundfradraget. Dét gælder
                således alene de der skal betale 15 procent i boafgift. Bundfradraget gælder ikke på
                tillægsboafgiften, hvorfor denne skal betales af hele arvingens andel af arven. Der er intet
                bundfradrag på udbetalinger fra forsikringer.
 
 
                
                  
                    
                      | Eksempel 1 (arv): |  
                      | Arv | 1.000.000 kr. |  
                      | Arvinger | Ægtefælle og ét barn |  
                      | Ægtefælle får udbetalt 500.000 kr. Barnet får udbetalt 85 % af 500.000 kr. hvor der tages højde for fradrag på 282.600 kr. =
                        467.390 kr.
 |  
 
 
                
                  
                    
                      | Eksempel 1 (forsikring): |  
                      | Dækning | 1.000.000 kr. |  
                      | Begunstiget | Ægtefælle og ét barn (til lige deling) |  
                      | Ægtefælle får udbetalt 500.000 kr. Barnet får udbetalt 85 % af 500.000 kr. =
                        425.000 kr.
 |  
 
 Det kan således i særdeleshed betale sig, at begunstige sit dødsbo, hvis andelen til de, der skal
                betale boafgift, er mindre end bundfradraget på 282.600 kroner. Er arven, til arvinger som skal betale
                boafgift, større end bundfradraget er der mindre gevinst ved at begunstige dødsboet, da bundfradraget
                ikke kan dække hele arven, og der skal derfor betales boafgift på en andel af arven.
 
 Der er kun ét bundfradrag per arv, og det er på grund af bundfradraget, at den totale boafgift
                ikke blot kan siges at være 36,25 %. Størrelsen af den totalte boafgift afhænger af hvor stor
                arven er i forhold til bundfradraget.
 
 Begunstiger dødsboet, mistes kreditorbeskyttelsen, da eventuelle kreditorer netop kun kan gøre krav
                gældende i den afdødes arv.
 
            
              
- bodeling
- 
                Bodeling er den fordeling der forekommer af et ægtepars værdier og gæld i forbindelse med et
                skilsmisse forløb. Fordelingen er forskellig alt efter om ægteparret er formuende eller har gæld.
                Ved positiv formue deles denne ligeligt, hvorimod gæld er individuel.
              
              
- bonus
- 
                Bonus er den del af forsikringsselskabets overskud der bliver tilbageført til den enkelte kunde.
                Bonus kan forekomme i tilfælde af at selskabet har haft færre forsikringsudbetalinger, højere
                investeringsafkast end forventet eller hvis de samlede omkostninger har været mindre end forventet.
                Udgangspunktet for bonus er at de der har skabt overskuddet, pensionskunderne, skal have en
                forholdsmæssig andel af overskuddet. Ydermere kan bonus variere alt efter ejerskabsstrukturen i
                forsikringsselskabet.
              
              
- bonusgrad
- 
                Hvis den opnåede bonus ikke udbetales til forsikringsselskabets kunder, opspares denne i stedet i
                selskabet og fungerer som en kollektiv stødpude (kapitalbuffer) i de tider hvor afkastet på den
                underliggende investering til gennemsnitsrentemiljøet ikke er tiltstrækkeligt til at understøtte
                den lovede depotrente et givent år. Denne kollektive opsparing kaldes for bonusgrad, og denne er et
                udtryk for forsikringsselskabets finansielle evne til at modstå negative svingninger på de
                finansielle markeder i forhold til forsikringsselskabets forpligtigelser.
              
              
- bortseelsesret
- 
                Bortseelsesretten betyder at pensionsindbetalingerne ikke ses som en del af ens skattepligtige
                arbejds- eller lønindkomst i indkomståret hvor pensionsindbetalingen er foretaget. Skattevæsenet
                ser hermed bort fra indkomsten og indkomstbeskatningen udskydes, bortset fra AM-bidrag, til
                tidspunktet for pensionsudbetaling.
              
              
- brud (legemsbeskadigelse)
- 
                Ved brud skal der forstås en pludselig beskadigelse af legemer, såsom arme, ben eller lignende hvor
                beskadigelsen af legemet er med brud til følge.
              
              
- buffer
- 
                En buffer er en såkaldt kapitalreserve som forsikringsselskaber eller finansielle institutioner
                skal have til at modstå ekstreme eller uheldige udviklinger i eksempelvis de finansielle markeder,
                så de har mulighed for at leve op til deres forpligtigelser over for pensionstagerne, og undgå
                konkurs og redning fra staten.
              
              
- bundskat
- 
                Bundskat er den første reelle skat der skal betales af al indkomst efter personfradrag,
                rentefradrag og fradrag fra arbejdsmarkedsbidraget. Det beskattede beløb der betales bundskat til
                kan reduceres ved fradragsberettigede pensionsindbetalinger.
              
              
- børnepension
- børnerente
- waisenrente
- 
                En børnepension er en bestemt forsikring der kan sikre ens børn en månedlig udbetaling, indtil de
                fylder 24 år, hvis man mister livet pga. sygdom eller ulykke. Børnene skal dog betale indkomstskat
                af udbetalingerne, men vil oftest grundet personfradraget ikke betale skat, medmindre størrelsen af
                børnepension er af en markant størrelse.
              
              
- CSR
- 
                CSR er en forkortelse for ’Corporate Social Responsibility’ og bruges oftest i forbindelse med at
                definere en virksomheds sociale- og miljømæssige ansvarsstrategi.
              
              
- culpa
- 
                Culpa er af latinsk afstamning og betyder skyld, og bruges oftest i juridiske sammenhæng.
              
              
- culpareglen
- 
                Culpareglen er grundstenen i almindelig erstatningsret, der er ensbetydende med at man som person
                kan blive erstatningsansvarlig såfremt man har udvist uagtsomhed eller forsæt i skadessammenhæng,
                der er kausalitet i ens handling og skaden, skadens omfang burde være påregnelig, og der ikke er
                nogle objektive ansvarfrihedsgrunde.
              
              
- demografisk forsørgerbyrde
- 
                Den demografiske forsørgerbyrde er et udtryk for forholdet imellem den erhvervsaktive
                befolkningsgruppe og befolkningsgruppen uden for den erhvervsaktive befolkningsgruppe, eksempelvis
                befolkningsgruppen på pension. Jo større forsørgerbyrden er, jo færre erhvervsaktive er der til
                betaling af pensionister.
              
              
- depot
- indestående
- opsparing
- 
                Ens depot viser den opsparede værdi af ens pensionsordning.
              
              
- depotrente
- kontorente
- 
                Depotrenten er den forrentning et pensionsselskab tilbyder til deres kunder som ønsker lav risiko
                for deres opsparing. Depotrenter meldes typisk ud i starten af et nyt år, og gælder for det
                kommende år. Fastsættelse af depotrente sker ud fra en række hensyn eksempelvis størrelsen på den
                kollektive bonusgrad, forventninger til afkast den kommende periode, konkurrencehensyn etc.
                Pensionsselskaberne fastsætter som udgangspunkt den gældende depotrente én gang årligt, men har
                mulighed for at ændre depotrenten løbende, hvis dette vurderes nødvendigt af pensionsselskabet.
              
              
- depotsikring
- 
                En depotsikring indebærer at ens pensionsopsparing kan blive udbetalt til ens arvinger i tilfælde
                af død. Depotsikring kaldes også reservesikring. Sikringen er nødvendig ved pensionsopsparing via
                et forsikringsselskab, da pensionstagere reelt køber en forsikring ved opsparing via et
                forsikringsselskab hvorimod banker har kundernes opsparing stående på opsparingskonti som blev skal
                udbetales i tilfælde af død.
              
              
- direkte omkostninger
- 
                Omkostninger af typen, direkte omkostninger, er en af to omkostningstyper (direkte og indirekte
                omkostninger) i forbindelse med pensionsopsparing. Disse omkostninger dækker eksempelvis
                administrationsomkostninger til et forsikringsselskab eller en forsikringsmægler, og bliver trukket
                direkte og synligt fra ens ordning.
              
              
- dobbeltbeskatningsoverenskomst
- 
                Hvis man har bopæl i Danmark, er man skattepligtig borger i Danmark, og man skal derfor betale skat
                af alle typer af både indenlandsk og udenlandsk indtægt, også selvom der er betalt skat af
                indtægten i udlandet. I nogle tilfælde har den danske stat indgået en såkaldt
                dobbeltbeskatningsaftale eller overenskomst, hvor du som borger undgår at betale skat i både
                udlandet og i Danmark, så indtægten kun beskattes en gang.
              
              
- dobbeltforsikring
- 
                Dobbeltforsikring er et udtryk for at man besidder den samme type af forsikring i et eller flere
                forsikringsselskaber, og det kan i nogle tilfælde føre til overforsikring eksempelvis med Tab af
                Erhvervsevne-forsikringer hvor den maksimale dækning af den nuværende pensionsgivende løn på tværs
                af pensionsselskaber er sat til 80%.
              
              
- driftsherretillæg
- risikotillæg
- 
                Driftsherretillæg er også kaldet risikoforrentning, og er den betaling forsikringsselskaber tager
                for at forvalte garanterede pensionsordninger. Tillægget er dermed den betaling pensionsselskaberne
                tager for at sikre en garanteret ydelse til kunderne, så de som minimum får udbetalt den
                garanterede ydelse de er blevet lovet som pensionister.
              
              
- dyrtidsportioner
- 
                Dyrtidsportion var et løntillæg der kunne blive aktiveret hvis forbrugerpriserne, eller inflationen
                igennem en angivet periode havde nået en hvis udvikling, hvorfor de overenskomst forhandlede
                lønninger ikke længere er af en tilsvarende størrelse. Dyrtidsportionerne blev fjernet i 1986 ved
                lovindgreb.
              
              
- dækning
- forsikringsdækning
- 
                En dækning er i forsikringssammenhæng ensbetydende med at et forsikringsselskab har overtaget
                (antaget) risikoen for personen der har tegnet en forsikringsdækning imod en løbende betaling. I
                tilfælde af en forsikringsdækket begivenhed forekommer er personen berettiget til en udbetaling,
                eksempelvis ved sygdom eller tab af erhvervsevne.
              
              
- dækningsperiode
- 
                Dækningsperioden er det tidsrum eller tidshorisont hvor ens forsikring yder en dækning for de
                angivne begivenheder i forsikringsordningen.
              
              
- dækningsskema
- 
                Et dækningsskema er en såkaldt oversigt over hvad ens forsikringer dækker og ikke dækker, og giver
                for mange en overskuelig opstilling af ens forsikringsvilkår.
              
              
- dødsfaldsdækning
- 
                En dødsfaldsdækning sikrer at når den forsikrede dør vil der blive udbetalt et beløb, fastsat i
                forsikringsaftalen, til de begunstigede. Udbetalingen vil typisk ske som en engangssum, og der skal
                i mange tilfælde betales boafgift af denne.
              
              
- dødsfaldssum
- 
                Dødsfaldssummen er det beløb der udbetales til de begunstigede ved død, i tilfælde af at man er
                forsikret med en dødsfaldsdækning.
              
              
- efterbeskatning
- 
                Efterbeskatning af pensionsordninger kan ske i de tilfælde hvor indbetalingsaftalen på en livsvarig
                ydelse misligholdes i de første 10 år fra aftalens indgåelse, eller i tilfælde hvor der indbetales
                beløb der overstiger det fastsatte indbetalingsloft på en ratepension.
 
 Ved indgåelse af en privat pensionsordning med aftale om fast indbetaling til en livsvarig ydelse
                er forsikringstager forpligtet til at leve op til denne forpligtelse for at opretholde fradragsret
                for indbetalingerne. Såfremt aftalen misligholdes vil der ske omberegning og efterbeskatning af de
                uretmæssigt foretaget fradrag for indbetalingerne. Efterbeskatning betyder, at de uretmæssige
                fradrag foretaget i perioden bliver tillagt til den personlige indkomst i de pågældende år.
                Derudover tillægger Skat en strafrente på 6% per år fra fradragsåret og frem til det indkomstår
                hvor præmiebetalingen bliver nedsat eller ophører. Tillægget ses ikke som en reel rentebetaling men
                derimod som en forhøjelse af den personlige indkomst og dermed beskatningsgrundlaget de pågældende
                år.
              
- efterløn
- 
                Efterløn er en form for pensionsordning der som udgangspunkt ikke længere findes i dag. Man er som
                udgangspunkt berettiget til at få efterløn fra man fylder de 60-år, som et supplement i stedet for
                ens pension eller løn, hvis man ønsker at forlade arbejdsmarkedet før tid. For at få efterløn skal
                man som hovedregel være fyldt 60 år, have været medlem af en a-kasse i 25 år, og have indbetalt til
                sin efterlønsordning, i minimum 25 år inden for de sidste 30 år, samt opfylde andre forskellige
                forhold.
              
              
- efterlønsalder
- 
                Efterlønsalderen er grundet den vedtagne efterlønsreform afhængig af hvornår du er født, da både
                efterlønsalderen og folkepensionsalderen er hævet hvis du er født efter 1954. Før reformen var
                efterlønsalderen fra 60 år og indtil folkepensionsalderen.
              
              
- egenkapital
- 
                Egenkapitalen er den andel af en virksomheds formue der tilhører ejerne eller aktionærerne.
              
              
- engangsbeløb
- engangsudbetaling
- sum
- sumudbetaling
- 
                Et engangsbeløb eller en engangsudbetaling vil sige at en pensions- eller forsikringsudbetalinger
                udbetales på én gang, og ikke over en fast aftalt periode eller tidshorisont.
              
              
- enlig
- 
                At være enlig, er en betegnelse der blandt andet bruges af offentlige institutioner til at vurdere
                og beregne størrelsen på sociale ydelser. Man vil være enlig hvis man reelt lever alene eller
                sammen med en anden person men i et ikke ægteskabeligt lignende forhold.
              
              
- erhvervsevne
- 
                Erhvervsevnen er et begreb både offentlige institutioner og forsikringsselskaber bruger til at
                vurdere hvorvidt man er i stand til at kunne udføre et erhverv, eller om man er berettiget til
                eksempelvis førtidspension og invalidepension via forsikringsdækninger. Institutionerne vurderer
                som regel ens erhvervsevne, ved at erhvervsevnen til enhver type arbejde skal være nedsat med
                omkring 2/3 på grund af ulykke, sygdom eller andet, før retten til udbetaling fra Tab af
                Erhvervsevne forsikringer opstår. Der findes dog forsikringer med lempeligere krav på eksempelvis
                halv nedsættelse af erhvervsevne for at forsikringstageren har ret til udbetaling fra Tab af
                Erhvervsevne-forsikringen.
              
              
- erstatningsansvar
- juridisk ansvar
- 
                Erstatningsansvar forekommer hvis en person kan drages juridisk til ansvar for skade eller ulykke,
                og kan kræves at skulle betale økonomisk erstatning for eventuelle tab skaden har påført. Til
                grundlag for erstatningsansvaret følger Culpareglen, der definerer under hvilke vilkår en person
                som regel skal have handlet, for at kunne drages til økonomisk ansvar for sine handlinger.
              
              
- ESG
- 
                ESG er en forkortelse for Environmental, Social and Corporate Governance, og er nogle rammer
                virksomheder skal følge for at udvise miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige hensyn i deres
                daglige ledelse.
              
              
- faginvaliditet
- 
                Faginvaliditet er et begreb for om hvorvidt man har mistet erhvervsevnen eller dele af denne inden
                for det specifikke erhverv man arbejder I eller er uddannet til at varetage (eksempelvis revisor,
                advokat, dyrelæge etc.). Hvis dette er tilfældet kan man være berettiget til hele eller en del af
                en invalidepension, hvis man har tegnet en tab af erhvervsevneforsikring med faginvaliditet, og man
                ikke længere er i stand til at besidde arbejde inden for sit erhverv. Man opnår dermed ret til en
                del af den løn man kunne have oppebåret, hvis man kunne have fortsat med at arbejde inden for det
                erhverv man er uddannet til at varetage også selvom man efterfølgende finder et job i et andet
                erhverv.
              
              
- fareforøgelse
- 
                Fareforøgelse er et udtryk for om risikoen ved en forsikring eller dækning er forøget, som regel
                uden at forsikringsselskabet har haft mulighed for at tage dette i betragtning ved tegningen af
                dækningen eller til regulering af forsikringspræmien.
              
              
- fareklasse
- 
                Fareklasse er et udtryk for hvilken risikogruppe eller kategori forsikringsselskaberne fordeler
                deres kunder i, alt efter hvilken type beskæftigelse de erhverver sig inden for og hvilke farer der
                er associeret med deres beskæftigelse. Da risikoen for ulykker statistisk set er forskellig fra
                fareklasse til fareklasse, vil priserne naturligt også være højere jo større risikoen er for
                ulykker i de forskellige fareklasser.
              
              
- finansielle markeder
- 
                De finansielle markeder er en meget bred betegnelse for stedet hvor handel med værdipapirer og
                andre finansielle instrumenter foretages.
              
              
- Finanstilsynet
- 
                Finanstilsynet er en offentlig institution, der har som hovedopgave at føre tilsyn med finansielle
                institutioner og virksomheder i Danmark, og som inkluderer både banker, mæglere og
                forsikringsselskaber.
              
              
- firmapension
- 
                En firmapension er en arbejdsmarkedspension der er etableret som en aftale imellem et
                forsikringsselskab eller et pensionsinstitut for en virksomhed og denne virksomheds ansatte.
              
              
- firmapensionskasse
- 
                En firmapensionskasse er en pensionsordning der er oprettet af en virksomhed specifikt til dets
                ansatte, og kan sidestilles med et pensionsfirma, der dog kun er til rådighed for firmaets ansatte.
              
              
- fleksjob
- 
                Fleksjob er et arbejde hvori vedkommende der er ansat får løntilskud fra kommunen, da personerne
                formentlig har en nedsat arbejdsevne af helbredsmæssige eller sociale årsager.
              
              
- folkepension
- 
                Folkepension er den bevilgede pension man modtager fra staten når man går på pension, der typisk
                har været når man fyldte 65 år. For at modtage folkepension skal man opfylde en lang række krav,
                bl.a. dansk statsborgerskab, fast bopæl i Danmark, boet i Danmark minimum 3 år fra det fyldte 15-år
                til folkepensionsalderen etc. Man har ret til fuld folkepension, hvis man har boet 40 år i Danmark
                i optjeningsperioden. Folkepension har de seneste par år været udsat for en række forskellige
                reformer, og hvis man er født senere end 1963, er den hævet til 68-år. Ydermere kan man få øget
                beløbet man modtager i folkepension, hvis man frivilligt udskyder udbetaling af folkepensionen,
                og fortsætter i arbejde under forskellige vilkår.
              
              - folkepensionsalder
- pensionsalder
- 
                Du kan få udbetalt folkepension som 65 årig, hvis du er født i 1953 eller tidligere.
                Folkepensionsalderen forhøjes med 1/2 år ad gangen fra 2019-2022.
 
 Læs mere om folkepensionsalder her.
 
            
              
- fonde
- 
                Fonde eller foreninger, inden for investeringer, er en samlet allokering eller pulje af enkelte
                investeringer, som man har mulighed for at forvalte sine egne opsparede midler igennem. Man kan
                dermed opnår stor og omkostningseffektiv diversifikation i sine investeringer selv med investering
                af mindre beløb. Ved at investere i fonde, frem for enkelte aktier, har man altså mulighed for at
                sprede risikoen markant og passivt følge en investeringsstrategi, da fonden typisk har investeret i
                en lang række værdipapirer som forvaltes ud fra en i prospektet beskrevet investeringsstrategi.
              
              
- force majeure
- 
                Force majeure er tvingende omstændigheder, der er et resultat af hændelser, som står uden for
                menneskets magt at afværge, og kan eksempelvis være ekstremt vejr, krig eller naturkatastrofer, der
                har en høj grad af uforudsigelighed, og dermed mangel på påregnelighed, og derfor ikke kan gøres
                til forsikringsselskabets ansvar.
              
              
- formuefællesskab
- 
                Formuefællesskab er en betegnelse for det ejerskab man automatisk bliver påført ved indgåelse af et
                ægteskab. Ved indgåelse i et formuefællesskab deler man alt hvad men ejer og senere anskaffer sig
                ved indgåelsen i ægteskabet. Virkningen af denne aftale ses dog først ved skilsmisse, for
                formuefællesskabets aktiver skal fordeles ligeligt imellem ægtefælleskabets parter medmindre andet
                er aftalt gennem skilsmissesæreje.
              
              
- forrentning
- 
                Forrentning er et udtryk for hvad ens investerede midler får eller har fået i rente i en given
                periode.
              
              
- forsikrede
- 
                Den forsikrede er den person hvis liv eller helbred er forsikret, og kan være forskellig fra
                forsikringstageren, som er den person der ejer og indbetaler til forsikringen. Som regel er
                forsikringstageren og den forsikrede én og samme person.
              
              
- forsikring
- 
                En forsikring er en aftale imellem en person og et forsikringsselskab, hvor selskabet påtager sig
                risikoen der er defineret i aftalen fra personen, imod betaling af en præmie. I tilfælde af
                begivenheder der udløser denne forsikring, har personen der har tegnet forsikringen ret til et
                fastsat udbetalingsbeløb enten som en sum eller løbende ydelse.
              
              
- forsikringsaftale
- 
                En forsikringsaftale er en aftale imellem forsikringstager og forsikringsselskab hvori det fremgår
                hvad aftalen dækker og ikke dækker over, og hvad aftalen koster for forsikringstageren.
              
              
- forsikringsbegivenhed
- 
                En forsikringsbegivenhed er en hændelse som kan aktivere en forsikringsudbetaling fra
                forsikringsselskabet der bærer risikoen i henhold til den indgåede aftale.
              
              
- forsikringsbetingelser
- 
                Forsikringsbetingelser er det regelsæt der er gældende imellem den forsikrede og
                forsikringsselskabet hvori de gældende vilkår for forsikringen kan læses. Det kan blandt andet
                læses hvad forsikringen dækker samt undtagelser hvor forsikringen ikke dækker.
              
              
- forsikringsinteresse
- 
                Man har forsikringsinteresse, hvis man igennem en lovlig interesse har betalt for at kunne være
                genstand for udbetaling eller eventuel skadeserstatning af forsikringsudbyderen.
              
              
- forsikringsmægler
- 
                En forsikringsmægler er en instans eller virksomhed, der fungerer som mellemmand imellem de
                forsikrede og forsikringsselskaberne. Forsikringsmæglere adskiller sig fra forsikringsagenter ved
                ikke at være direkte knyttet til noget bestemt forsikringsselskab. Forsikringsmæglerens rolle er at
                finde det bedste match mellem produktegenskaber, pris og kundens individuelle behov og ønsker.
                Forsikringsmægleren er uvildig i sit valg af forsikringsselskab og plejer alene forsikringstagerens
                interesser og ikke forsikringsselskabet.
              
              
- forsikringsperiode
- 
                Forsikringsperioden er den tidshorisont hvori de tegnede forsikringer er gældende og dækker i
                forhold til indtræffelse af de forsikringsbegivenheder som ønskes risikoafdækket af
                forsikringstager.
              
              
- forsikringsplan
- 
                En forsikringsplan er en oversigt over de forsikringer som en kunde kan have brug for og interesse
                i at tegne hos et forsikringsselskab.
              
              
- forsikringsprincippet
- 
                Forsikringsprincippet bygger på tanken om at en større gruppe af mennesker, eksempelvis i samfundet
                eller indenfor et forsikringsselskab, står sammen for at beskytte hinanden imod fremtidig tab af
                indkomst, ulykker, død eller lignende. Princippet bygger på en socialistisk og solidarisk
                tankegang, hvor de der ikke bliver ramt af ulykkelige hændelser betaler til de der mister deres
                indkomstgrundlag, helbred eller livet.
              
              
- forsikringsselskab
- forsikringsgiver
- 
                Et forsikringsselskab er et finansielt institut der har autoritet og licens til at udstede
                forsikringsdækninger og eventuel pensionsordninger.
              
              
- forsikringssum
- 
                Forsikringssummen er det maksimale beløb, man i forbindelse med en forsikringsaftale kan få
                udbetalt. Eksempelvis kan forsikringssummen være mindre end værdien af det forsikringen skal dække,
                og den forsikrede vil i dette tilfælde kun opnå en udbetaling der maksimalt er af samme værdi som
                forsikringssummen. Når man fastsætter forsikringssummen er det derfor vigtigt at overveje ens behov
                i tilfælde af en forsikringshændelse. Der vil typisk altid være en hvis selvrisiko forbundet med
                tegning af forsikringer således eventuel tilbøjelighed til amoralsk adfærd hos forsikringstageren
                forebygges.
              
              
- forsikringssvindel
- assurancesvig
- 
                Forsikringssvindel er en økonomisk forbrydelse der kan omfatte at den forsikrede, den svindlende,
                bevidst har afgivet urigtige oplysninger, bevidst fremkaldt hændelsen der har aktiveret
                forsikringen (forsikringsbegivenheden), foregivet at forsikringsbegivenheden har fundet sted eller
                bevidst gør krav på en større erstatning end forsikringen berettiger.
              
              
- forsikringstager
- 
                Forsikringstageren er den person eller virksomhed der har indgået et kontraktuelt forhold om en
                forsikringsdækning med et forsikringsselskab. Hvis forsikringen dækker en anden end
                forsikringstageren, er det den forsikrede der modtager dækning for risiko, og forsikringstageren
                der modtager erstatning i tilfælde af en forsikringsbegivenhed for den forsikrede. I størstedelen
                af tilfældene er det dog forsikringstager der også er den forsikrede.
              
              
- forsikringsteknisk grundlag
- 
                Det forsikringstekniske grundlag er en beskrivelse af hvordan kundernes pensioner, og
                hensættelserne hertil, er udregnet på baggrund af de tekniske forudsætninger og forventede
                rentefremskrivninger, populationens forventede levetid, og dens iboende invaliditets- og
                leverisiko, samt forventede omkostninger til forsikringen.
              
              
- forsikringstid
- 
                Forsikringstid er den tidsperiode som forsikringsdækningen er aftalt at dække.
              
              
- forsikringsvilkår
- 
                Forsikringsvilkårene er de bestemmelser der er gældende for den tegnede forsikring og dens aftale.
                I vilkårene er selskabets og den forsikredes rettigheder og forpligtelser defineret i henhold til
                forsikringsaftalen.
              
              
- forsæt
- 
                At have handlet forsætligt er ensbetydende med at have udført en handling med vilje.
              
              
- forsørgerbyrde
- 
                Forsørgerbyrde er et udtryk for det bidrag den erhvervsaktive befolkningsgruppe skal generere til
                at forsørge pensionister og personer på sociale ydelser. Jo større forsørgerbyrden er, jo færre
                personer i den erhvervsaktive befolkning er der til at løfte forsørgelsen af den
                ikke-erhvervsaktive befolkning.
              
              
- fortrydelsesret
- 
                Fortrydelsesretten er den rettighed du som køber af et produkt eller en ydelse har til enten frit,
                eller mod betaling af en defineret sum, at bryde aftalens indgåelse. Som regel er en
                fortrydelsesfrist på 14 dage. I forbindelse med individuelle pensionsordninger følger den
                forsikringsaftalelovens § 34 j, og fortrydelsesfristen er på 30 dage.
              
              
- forvalter
- 
                En forvalter er en virksomhed eller person der på vegne af investorer varetager og foretager
                investeringer typisk i henhold til en på forhånd fastsat investeringsstrategi og målsætning.
              
              
- fradragsberettiget forsikring
- 
                Hvis en forsikring er fradragsberettiget vil det betyde at den indbetaling, eller præmie man
                foretager, ikke bliver beskattet før forsikringens udbetaling. Ved udbetaling vil beløbet blive
                beskattet som personlig indkomst op til 51,5 % og pensionsudbetaling anses som personlig indkomst i
                udbetalingsåret. Der skal dog ikke betales AM-bidrag ved udbetaling, da dette altid betales ved
                indbetaling til pensionsordningen. Hvis en ordning ikke er fradragsberettiget betaler du
                indkomstskat af indbetaling, hvor ordningen dog ved udbetaling er skattefri.
              
              
- friarv
- 
                Arv opdeles i tvangsarv og friarv, hvor tvangsarv er den del af arven som arvelader ikke kan
                testamentere, da denne er øremærket til tvangsarvingerne (ægtefælle, børn, børnebørn, osv.)
                således, at disse ikke kan gøres arveløse. Tvangsarven udgør 1/4 af den samlede arv og denne deles
                mellem tvangsarvingerne afhængig af afdødes familieforhold. Den resterende del af arven, 3/4, er
                friarven som frit kan testamenteres efter testators ønske uden begrænsninger. Efterlades
                eksempelvis to børn der som udgangspunkt skal dele arven ligeligt, kan testator dermed testamentere
                3/4 (friarv) til det ene barn såfremt testator ønsker dette. Den resterende 1/4 (tvangsarv) skal
                således deles ligeligt mellem de to børn. Resultatet heraf er, at testator kan efterlade 7/8 af den
                samlede arv til det ene barn, og den resterende 1/8 til det andet barn. Testamentet kan i
                udgangspunktet ikke anfægtes, dog er der mulighed for at gøre indsigelse såfremt det vurderes at
                testamentet kan ugyldiggøres på baggrund af, eksempelvis, udnyttelse af testators svaghedstilstand.
              
              
- fripolice
- hvilende ordning
- 
                En fripolice er en pensionsordning, der ikke længere bliver indbetalt præmie til. I prognosen af de
                fremtidige ydelser ordningen forventes at frembringe, vil disse ydelser blive mindsket markant ved
                overgang til fripolice, eftersom fremtidige indbetalinger og deres forrentning ikke længere
                medregnes i de fremtidige ydelser.
              
              
- frivillig pension
- 
                En frivillig pensionsordning er en ordning eller aftale med en finansiel institution man selv har
                valgt at indgå frem for igennem en arbejdsmarkedspension.
              
              
- fællesbo
- 
                Fællesbo er betegnelse for alle de genstande og finansielle midler et ægtepar ejer sammen. Dette
                gælder for genstande ejet før ægteskabets indgåelse, samt genstande erhvervet i løbet af
                ægteskabets periode, medmindre der er indgået aftale om specifikt skilsmissesæreje. 
              
              
- fælleseje
- 
                Fælleseje er ensbetydende med at et ægtepar ejer en ligelig andel af genstande og midler der er
                underlagt disse vilkår. Ved skilsmisse vil alle midler under fælleseje blive delt ligeligt.
              
              
- fælleskasse
- 
                I traditionelle pensionsopsparingsmiljøer, nærmere bestemt gennemsnitsrentemiljøet, hvor man via
                aftale med pensionsinstituttet bliver enige om pensionens fremtidige garanterede ydelser og løbende
                indbetalinger, har alle kunder inden for den samme ordning en fælleskasse. I tilfælde af højere end
                forventet forrentning af kundernes midler, i forhold til den på forhånd fastsatte forrentning i
                løbet af et år, bliver overskuddet overført til fælleskassen, og agerer bonuspotentiale, der kan
                sikre et fremtidig stabilt afkast også selvom de finansielle markeder oplever større korrektioner.
              
              
- fællesskabskompensation
- 
                Fællesskabskompensation i tilfælde af skilsmisse imellem ægtepar kan blive rejst hvis den ene
                ægtefælle har opsparet en mindre pension end rimeligt for vedkommendes udførte arbejde, under
                hensyntagen til familien eller hvis vedkommende har været uden for arbejdsmarkedet. Vedkommende kan
                derfor stille krav for kompensation imellem hvad den opsparede pension er, og hvad den burde have
                været, under hensyntagen til vedkommendes indbetalinger og forrentning.
              
              
- førtidspension
- 
                Førtidspension er en social ydelse, der sikrer et forsørgelsesgrundlag, sikret af staten, i
                tilfælde af at man har varigt nedsat arbejdsevne, og man derfor ikke er i stand til at forsøge sig
                selv. Størrelsen af ordningen er ydermere afhængig af eventuel ægtefælle / samlevers
                indkomstgrundlag.
              
              
- garanti
- 
                En pensionsordning kan indeholde en garanti og have et garanteret grundlag, der har betydning for
                pensionsordningen og ydelsernes størrelse ved udbetaling. Hvis en pensionsordning er tegnet med en
                tilknyttet garanti, er der indgået en aftale om pensionsudbetalingens størrelse. Til gengæld er
                indflydelsen over hvordan midlerne i pensionsordningen investeres op mod pensionstidspunktet ikke
                eksisterende, da pensionsselskaberne er underlagt strenge krav fra myndighederne til deres
                forvaltning af garanterede produkter for at sikre at pensionsselskaberne leve op til deres
                forpligtigelser over for pensionstageren.
              
              
- generationsprodukt
- 
                Et generationsprodukt, også kaldet et livscyklusprodukt, er en produkttype inden for
                markedsrentekategorien af pensionsprodukter, hvor investeringsprofilen er tilpasset alt efter
                kundens alder. Udgangspunktet er at jo længere tid der er til pension, jo større en risiko kan
                kunden løbe. Et generationsprodukts udvikling og allokering vil have en aftrappende risikoprofil
                frem mod udbetalingsalder.
              
              
- gennemsnitspræmie
- 
                Forsikringspræmien på forsikringsydelser prisfastsættes efter forskellige metoder afhængig af
                forsikringens art. Gennemsnitspræmie er én af disse metoder.
 
 Gennemsnitspræmie anvendes for at sikre forsikringstager en fast forsikringspræmie i hele
                forsikringsdækningens løbetid. Risikoen som forsikringsselskabet påtager sig ved at holde
                forsikrede dækket, stiger i takt med forsikredes alder, hvorfor den naturlige præmie vil stige
                desto ældre forsikrede bliver. Det er derfor i forsikringsselskabets interesse at prisfastsætte
                præmien med en passende sikkerhedsmargin, således at der ikke lides unødige tab på
                forsikringsforholdet.
 
 Da gennemsnitspræmien er garanteret i hele opsparingsperioden betyder det, at der i de yngre år
                opbygges en teknisk præmiereserve som senere skal anvendes til at sikre uændret forsikringspræmie,
                også i den aldersmæssigt dyrere slutning af opsparingsperioden.
              - gennemsnitsrente
- 
                Gennemsnitsrente er et investeringsmiljø, som pensionstagere har mulighed for at tegne deres
                pensionsordninger i. I et gennemsnitsrenteprodukt indgår man en aftale med pensionsselskabet om
                størrelsen på ydelserne fra pensionen under udbetaling. Ydelserne fastsættes på baggrund af det
                oprindelige indskud og de aftalte løbende indbetalinger frem mod udbetalingstidspunktet, samt det
                aftalte tekniske grundlag som ordningen er oprettet på (grundlagsrente og eventuel
                levetidsforventning). Denne type pensionsordning kaldes for gennemsnitsrente, da
                ydelsesstørrelserne er udregnet på baggrund af en gennemsnitlig forrentning, nærmere bestemt
                rentegrundlaget, fra det tidspunkt pensionsordningen tegnes til den sidste krone er udbetalt.
 
 Læs mere om forskellen på gennemsnitsrente og markedsrente her.
 
            
              
- gennemsnitsrenteprincip
- 
                Når en pensionsordning bliver forrentet efter gennemsnitsrenteprincippet vil afkastet for året være
                fastsat via en, ved årsskiftet, udmeldt depot- eller kontorente. Kontorenten kan variere fra år til
                år alt efter tilstanden på de finansielle markeder og størrelsen på fællesskabets bonusgrad.
                Kontorenten for året fastsættes også ofte ud fra et konkurrencehensyn.
              
              - gennemsnitsrenteprodukt
- 
                Et gennemsnitsrenteprodukt er en betegnelse for en bestemt type af pensionsordning, hvor kunder er
                garanteret en hvis minimum ydelsesstørrelse ved udbetaling af deres pension på baggrund af de
                aftalte indbetalinger og rentegrundlaget som ordningen er indtegnet under. For livrenteordninger
                fastlåses også forventninger til levetid for pensionstageren således minimums ydelse fra pensionen
                under udbetaling kan garanteres til tidspunktet for død.
 
 Læs mere om forskellen på gennemsnitsrente og markedsrente her.
 
            
              
- grundbeløb
- 
                Grundbeløbet er den andel af folkepensionen som alle danskere, med fuld ret til folkepension,
                modtager når de går på pension, medmindre de stadig får lønindkomst. Ydermere suppleres
                folkepensionen af et pensionstillæg, hvis størrelse afhænger af størrelsen på udbetalinger fra dine
                egne pensioner og eventuel ægtefælles indkomst. Ved større udbetalinger fra egne pensioner eller
                ved højere indkomst hos ægtefælle aftrappes pensionstillægget helt. Grundbeløbet bliver dog ikke
                påvirket af udbetalinger fra egne pensionsordninger eller ægtefælles eventuelle lønindkomst.
              
              - grundlagsrente
- 
                En grundlagsrente er angivet til enten 5 %, 3 %, 2 % eller 1 %. Gennemsnitrenten er for førnævnte
                grundlag på hhv. 4,5 %, 2,5 %, 1,5 % eller 0,5%. Det korrekte fagudtryk for gennemsnitrenten er
                "opgørelsesrenten". Og opgørelsesrenten er altid lig med grundlagsrenten - 0,5 %
 
 Den halve procent, der trækkes fra grundlagsrenten udgør et særligt sikkerheds- og omkostningstillæg.
                Den må selskaberne bruge til at sikre, at de kan give kunden de garanteret ydelser, hvis størrelse
                er baseret på gennemsnitrenten (opgørelsesrenten).
 
 
                  
                    
                      | Indtegningstidspunkt | Grundlagsrente | Opgørelsesrente |  
                      | Før juli 1994 | 5 % | 4,5 % |  
                      | Fra juli 1994 til juni 1999 | 3 % | 2,5 % |  
                      | Fra juli 1999 til december 2011 | 2 % | 1,5 % |  
                      | Fra januar 2011 | 1 % | 0,5 % |  
 
 
            
              
- grundpension
- 
                Grundpensionen er den andel af pensionen der er regnet på baggrund af grundlagsrenten.
              
              
- gruppelivsforsikring
- gruppeforsikring
- 
                En gruppelivsforsikring er en livsforsikring tegnet af et firma eller en forening for dets
                medlemmer. Forsikringsvilkårene og priserne er ens for alle der er dækket af forsikringen og
                forsikringen er således tegnet på kollektivt grundlag.
              
              
- helbredsattest
- 
                En helbredsattest er en generel helbredsvurdering udført af en læge der er med til at skabe et
                objektivt billede af kundens helbred til forsikringsselskabets vurdering af om kunden kan forsikres
                og til hvilken pris.
              
              
- helbredsforsikring
- 
                En helbredsforsikring kan tegnes til at dække udgifter til visse behandlingstyper i forbindelse med
                mindre skader eller sygdomsforløb.
              
              
- helbredsoplysninger
- 
                I forbindelse med tegning af en ny pensionsordning med tilknyttede risikodækninger kan man som
                forsikringstager blive påkrævet at skulle afgive helbredsoplysninger til forsikringsselskabet, da
                disse oplysninger skal bruges til en overordnet vurdering af den forsikredes sandsynlighed for at
                blive syg, invalid eller dø. Typisk skal der afgives helbredsoplysninger i forbindelse med
                tegninger af private pensionsordninger, men kravet kan også forekomme ved oprettelse af
                arbejdsmarkedspensioner. Yderligere kan forsikringsselskaberne kræve helbredsoplysninger til
                vurdering af om den forsikrede er berettiget til invalidepension, og de offentlige institutioner
                kan kræve helbredsoplysninger i forbindelse med vurdering af tildeling af førtidspension.
              
              
- hovedforfaldsdato
- 
                Hovedforfaldsdatoen er den sidste dag en forsikringsdækning er tegnet til at dække indtil. I
                tilfælde af opsigelse af en forsikringsdækning vil forsikringsselskabet betale dig den overskydende
                præmie tilbage for resten af året frem mod næste hovedforfaldsdato (fornyelsesdato). Der vil dog
                typisk være et forhøjet gebyr forbundet med opsigelse af forsikringer inden for det første år efter
                forsikringen er tegnet.
              
              
- hændelig skade
- 
                Hvis en skade er påtegnet som værende hændelig, er det ensbetydende med at der ikke er nogle
                involverede parter der kan drages til ansvar for skaden.
              
              - ikke-fradragsberettiget forsikring
- 
                En ikke-fradragsberettiget forsikring er en forsikring hvor præmien eller indbetalingen ikke kan
                blive trukket fra i skat, da der er blevet betalt skat af indbetalingen er udbetalingen af
                pensionen skattefri.
 
 Læs mere om pension uden fradragsret her.
 
            
              
- ikraftdato
- 
                Ikraftdatoen er den dato hvormed en underskrevet forsikringsaftale påbegyndes.
              
              
- ikrafttræden
- 
                En forsikring vil først være trådt i kraft efter endelig skriftlig godkendelse fra
                forsikringsselskabet ved udsendelse af forsikringspolice til kunden.
              
              
- indbetaling
- 
                En indbetaling er de penge der modtages af pensionsselskabet eller banken fra en pensionstager, som
                foretager enten private indbetalinger eller indbetalinger via arbejdsgiver. Af alle indbetalinger
                skal der betales arbejdsmarkedsbidrag, og ved arbejdsgiveradministrerede indbetalinger sørger
                pensionsselskabet for at denne afgift til staten betales. For private indbetalinger til
                pensionsordninger er der allerede betalt arbejdsmarkedsbidrag via udbetaling af lønnen.
              
              
- indeksforsikring
- indeksordning
- 
                En indeksforsikring er en særlig forsikringsform der kan være tegnet til at supplere
                folkepensionen. Tillægget fra forsikringen reguleres efter prisindekset, og dette kan være en
                værdifuld egenskab i tilfælde af høj inflation.
              
              
- indekskontrakt
- 
                En indekskontrakt var en opsparingsmulig der kunne oprettes indtil 1971. I kontrakten købte man en
                pristalsreguleret ydelse til en værdi af 500 kroner årligt, svarende til købekraften i 1956, ved en
                pensionsalder på 67. Ydelsen fra en indekskontrakt er afhængig af kundens fødselsår samt
                oprettelsesåret for pensionen.
              
              
- indeksreguleret forsikring
- 
                Indeksregulerede forsikringer er forsikringsdækninger hvor præmier, selvrisiko og forsikringssummer
                reguleres efter et givent indeks. Oftest vil indeksregulerede ordninger følge en given
                prisudvikling eller inflation.
              
              
- indfødsret
- 
                Indfødsret i Danmark er sidestillet med det at være statsborger i landet. Retten til
                statsborgerskab kan opnås enten ved fødselsret, at være født i landet, eller er at have danske
                forældre, eller ved accept af ansøgning til folketinget. Statsborgerskab eller indfødsret er en
                forudsætning for en lang række offentlige ydelser såsom folkepension.
              
              
- indirekte omkostninger
- 
                Indirekte omkostninger er investeringsomkostninger i de fonde, som opsparingen er investeret i.
                De indirekte omkostninger trækkes altid fra afkastet, og fremgår således ikke altid synligt af
                policeoversigten. De fremgår dog altid af den af pensionsselskabet/banken oplyste ÅOP, da dette
                er et krav til nøgletallet. Du vil med indirekte omkostninger opleve at afkastet, som du får
                tilskrevet dit depot, er lavere end hvad de underliggende investeringer reelt har genereret i
                afkast, da forvalteren skal betales for at have genereret afkastet.
 
 For at sammenligne omkostningerne for pensionsprodukter korrekt, er det nødvendigt at medtage
                alle omkostninger, både de direkte og de indirekte omkostninger. Det er et krav til
                ÅOP-nøgletallet at det medtager alle omkostninger og for investeringsforeninger skal eventuelle
                indtrædelses- og udtrædelsesomkostninger, såkaldt emissionstillæg og indløsningsfradrag, også
                medtages i ÅOP-nøgletallet (disse omkostninger skal fordeles over en 7-årig periode).
              
- individuel pension
- 
                En individuel pensionsordning er en frivilligt oprettet pensionsordning med eventuelt indskud på
                tidspunktet for oprettelse og/eller en årlig indbetaling. Den kan tilpasses ud fra et individuelt
                behov for udbetaling, pensionsalder, og diverse forsikringsdækninger.
              
              
- indkomstskat
- 
                Indkomstskatten er den skat der betales af personlig indkomst. Den består af arbejdsmarkedsbidrag,
                bundskat, sundhedsbidrag, kommuneskat og topskat. Hvis man ydermere er medlem af folkekirken,
                betaler man også kirkeskat af indkomsten.
              
              
- inflation
- 
                Hvis et samfund eller et land er udsat for inflation, er det ensbetydende med at priserne på
                forbrugsgoderne i samfundet generelt stiger, og derfor er blevet dyrere over den seneste periode
                (eksempelvis det seneste år). Man er derfor ikke i stand til at købe det samme antal varer og
                services for det samme beløb som tidligere, hvis der har været inflation.
              
              
- interimspolice
- 
                En interimspolice er en midlertidig police der kan benyttes ved overførsler indtil den endelige
                police bliver fastsat.
              
              
- invalidepension
- 
                En invalidepension er en forsikringsdækning der kan blive udbetalt grundet sygdom eller ulykke,
                hvor man mister en væsentlig del af sin erhvervsevne. Modsat førtidspension kan invalidepensionen
                blive udbetalt, hvis man mister evnen til det erhverv man besidder og som er defineret i
                forsikringsaftalen (kræver dækning af faginvaliditet). Typisk er det dog den generelle evne til at
                arbejde som er dækket og erhvervsevnen skal typisk være sænket med 2/3 både økonomisk og
                helbredsmæssigt før man har ret til udbetaling. Det er op til forsikringsselskabet at skabe et
                vurderingsgrundlag for invalidepension, og der kan være forskelle selskaberne imellem og i det
                offentliges vurdering. Udbetalingen kan være midlertidig eller indtil pensionsalder. Ved tilkøb af
                præmiefritagelse vil der fortsat være præmieindbetalinger til kundens pensionsordninger, som
                betales af pensionsselskabet, således kunden også får den pensionsopsparing som kunden havde
                planlagt før kunden blev ramt af sygdom eller ulykke og mistede størstedelen af sin erhvervsevne.
              
              
- invaliderente
- 
                Invaliderente er en ydelse der udbetales løbende ved tab af erhvervs- eller arbejdsevne grundet
                sygdom eller ulykke, som er angivet i pensionsaftalen.
              
              
- invalidesum
- 
                En invalidesum er et engangsbeløb man kan få udbetalt på én gang i tilfælde af at en
                forsikringsdækning for tab af erhvervsevne aktiveres.
              
              
- invaliditet
- 
                Invaliditet er en varig, og ikke midlertidig, nedsættelse af arbejds- eller erhvervsevnen, der er
                et resultat af ulykke eller sygdom. Invaliditeten opgøres som regel i procent i forhold til fuld
                erhvervs- eller arbejdsevne.
              
              
- investeringsomkostninger
- 
                Investeringsomkostninger refererer til omkostninger afholdt i forbindelse med investering af
                midler. Investeringsomkostninger er ikke synlige, da de bliver fratrukket afkastet før dette
                tilskrives kundens depot. Investeringsomkostninger kaldes af denne grund også for indirekte
                omkostninger.
              
              
- investeringspulje
- 
                En investeringspulje er en sammensætning af forskellige aktiver, såsom aktier, obligationer eller
                alternative investeringsmuligheder, som bliver styret af en forvalter, typisk investeret af
                pensionsselskaber. I en investeringspulje ejer man ikke direkte et investeringsbevis af de
                underliggende aktiver, men en andel af den eksisterende pulje svarende til kundens samlede
                investering set i forhold til størrelsen på den samlede investeringspulje.
              
              
- investeringsstrategi
- 
                En investeringsstrategi er den underliggende tankegang og målsætning bag den allokering af aktiver
                der ligger bag for en investering. En investeringsstrategi kan følge en aktiv- eller passiv
                forvaltningsstrategi eller noget midt i mellem, samt have allokeret midler til både likvide og
                illikvide aktiver, den kan have en høj eller lav risiko (forventede årlige udsving), den kan
                afdække valutakursrisiko eller spekulere i valutakursudsving, den kan have en strategi for
                alternative investeringer, den kan anvende eller forbyde gearing af egenkapitalen, den kan
                tillade / forbyde brug af komplicerede finansielle instrumenter, den kan søge fysisk eller
                syntetisk replikering af et givent indeks etc.
              
              
- jobafklaringsforløb
- 
                Jobafklaringsforløb er et offentlig tilbud til dem som efter 5 måneder ikke kan få forlænget
                sygedagpenge og som fortsat er uarbejdsdygtig grundet sygdom. I modsætning til sygedagpenge er
                ydelsen ikke tidsbegrænset hvilket skal sikre økonomisk tryghed under hele sygdomsforløbet – det
                enkelte jobafklaringsforløb kan som udgangspunkt løbe i op til 2 år, hvorefter dette skal forlænges
                hvis man forsat er uarbejdsdygtig. Ydelsen er uafhængig af egen formue og en eventuel ægtefælles /
                samlevers formue og indtægt, og svarer til en ydelse på kontanthjælpsniveau. Forløbet tilpasses
                individuelt til den enkelte således, at dette tager udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger,
                behov og helbredstilstand. I forløbet modtager den sygemeldte tilbud om blandt andet vejledning,
                opkvalificering, ansættelse med løntilskud og mentor m.m. Jobafklaringsforløbet minder i høj grad
                om ressourceforløb.
 
 Eventuelle udbetalinger fra tegnede Tab af Erhvervsevne-forsikringer modregnes krone for krone
                under jobafklaringsforløb. Dette har medført produktudvikling hos mange forsikringsselskaber
                således en ekstradækning kan tilkøbes til TAE-produktet. Denne ekstradækning kompenserer for
                modregningen i offentlig ydelse under jobafklaringsforløb.
              
- kapitalerstatning
- 
                Kapitalerstatning er en erstatning der udbetales som éngangsbeløb ved personskader fra
                forsikringsdækninger.
              
              
- kapitalindkomst
- 
                Kapitalindkomst er indkomst fra investerede midler i obligationer eller renteindtægter eller
                udgifter fra obligationsbaserede investeringsforeninger.
              
              
- kapitalindkomstskat
- 
                Kapitalindkomstskat er den skat du skal betale af din kapitalindkomst. Kapitalindkomst er typisk
                indkomst fra investerede midler i obligationer eller renteindtægter og udgifter fra
                obligationsbaserede investeringsforeninger. Kapitalindkomst kan dog også betales af udenlandske
                aktiebaserede investeringsforeninger, ETF'er, § 53 A-pensionsordninger samt finansielle
                instrumenter.
 
 Kapitalindkomsten opgøres som et nettobeløb af positiv kapitalindkomst og negativ fradragsbeløb,
                hvor nettokapitalindkomsten indgår i beregningsgrundlaget for den personlige indkomstskat.
                Udgangspunktet er at positiv nettokapitalindkomst beskattes via sundhedsbidrag og kommuneskat, samt
                bund- og topskat. Dog gives der fradrag i topskatten for en bestemt nominel værdi som reguleres
                årligt, og desuden eksisterer der et skatteloft på 42% til gavn for topskatteydere. En person der
                kun betaler bundskat bliver dermed beskattet med ca. 37,7% (inklusiv kirkeskat) af positiv
                nettokapitalindkomst. Er der derimod tale om negativ nettokapitalindkomst falder fradragsværdien
                for denne til cirka 28,6% (inklusiv kirkeskat), da denne kun kan fradrages i sundhedsbidrag,
                kommune- og kirkeskat.
 
 Som led i ”Forårspakke 2.0” nedsættes fradragsværdien, for den del af den negative
                nettokapitalindkomst der overstiger en fastsat nominel progressionsgrænse, årligt med 1% i perioden
                2014 til 2019, således at denne ender på ca. 25,6% i 2019.
              
- kapitalindskud
- 
                Kapitalindskud er en tilførsel af midler til en fond eller en virksomhed fra en investor.
              
              - kapitalpension
- 
                En kapitalpension er en pensionsordning der typisk udbetales på én gang som en sumudbetaling. Det
                er dog muligt at udbetale kapitalpensioner over flere omgange.
 
 Det er ikke længere muligt at tegne en kapitalpension, og det har ikke været muligt siden 1. januar
                2013. Som udgangspunkt skal der betales en afgift på 40% til staten ved udbetaling. Fra 2013 til
                2015 var der dog en afgiftsrabat på 2,7%, ved at betale afgiften af kapitalpensionen før
                pensionstidspunktet. Kapitalpensionen blev herefter konverteret til en aldersopsparing som kan
                udbetales skattefrit. Der er ingen modregning i offentlige ydelser ved udbetaling af
                kapitalpensioner og aldersopsparinger.
 
 Læs mere om kapitalpension her.
 
            
              
- karens
- 
                Karens er et forbehold der kan opstå ved en pensions- eller forsikringsordning hvor der ikke er
                dækning indtil karensperioden er udløbet. Karensperioden skal beskytte forsikringsselskabet mod
                straksskader.
              
              
- kollektiv
- 
                Et kollektiv består af et fællesskab på mere end to personer. Kollektive ordninger er således
                ordninger som dækker et fællesskab typisk af folk med lignende baggrund og med omtrent samme
                risiko.
              
              
- kollektiv overenskomst
- 
                En kollektiv overenskomst er en overenskomst der er indgået mellem lønmodtagerens organisationer
                og arbejdsgivernes organisationer. Overenskomsten omhandler og fastlægger alt fra arbejds-, løn og
                pensionsvilkår.
              
              
- kollektivt bonuspotentiale
- 
                For gennemsnitsrenteprodukter er der i de forskellige rentegrupper tilknyttet et såkaldt kollektivt
                bonuspotentiale. I tilfælde af at afkastet er større end forventet, eller at omkostningerne er
                lavere end forventet, skal dette overskud gives til kunderne (kollektivet). En del af dette
                overskud kan gives direkte som en bonustilskrivning, eller overføres og hensættes til en reserve,
                der kaldes det kollektive bonuspotentiale. Denne reserve bruges til at sikre at selskabet kan leve
                op til de forpligtelser de har over for kunderne og deres fremtidige udbetalinger, og bruges til at
                udjævne afkastet i tilfælde af korrektioner på de finansielle markeder. 
              
              
- kontooversigt
- 
                En kontooversigt er regnskabet for kundens pensionsordning med ind- og udbetalinger, afkast og
                omkostninger.
              
              
- kontosikring
- 
                En kontosikring er et forsikringstilvalg til en pensionsordning der betyder at opsparingen bliver
                udbetalt til de efterladte i stedet for til forsikringsselskabet i tilfælde af den forsikredes død.
              
              
- kontostyrkelse
- 
                En kontostyrkelse er en metode et forsikrings- eller pensionsselskab kan bruge til at overføre en
                del af overskuddet i gennemsnitsrentemiljøet til sine kunder. Kontostyrkelsen forhøjer dermed de
                aftalte ydelser ved pensionsudbetalingstidspunktet. Dog har selskabet mulighed for at tilbageføre
                styrkelsen hvis det økonomiske grundlag for den forhøjede udbetaling falder bort, så grundlaget
                svarer til det oprindeligt aftalte. I tilfælde af at noget af selskabets overskud overføres som
                bonus, kan dette ikke føres tilbage til sikring af det økonomiske grundlag.
              
              
- kontributionsprincip
- 
                Kontributionsprincippet er ensbetydende med at en kundens andel af overskud svarer til det forhold
                den enkelte har været med til at bidrage til overskuddet.
              
              
- korttidsforsikring
- 
                En korttidsforsikring er en forsikringsaftale der dækker for en kortere aftalt periode. Denne
                forsikringsdæknings løbetid er som regel mindre end ét år.
              
              
- krydslivsforsikring
- 
                En krydslivsforsikring er en type af livsforsikring hvor den forsikrede er forskellig fra
                forsikringstageren. Da der kan være forskelle i indkomstgrundlag for samlevende i et papirløst
                forhold kan den ene person tegne en forsikring på den anden persons liv, som vil blive udbetalt ved
                død. Denne udbetaling er uden afgift, og bliver udbetalt uden om dødsboet. Den anden person kan
                købe en lignende forsikring for den første part, hvorfor livsforsikringen dækker på tværs.
              
              
- kursværn
- 
                Et kursværn er en beskyttelsesmekaniske i nogle typer af pensionsordninger,
                gennemsnitsrenteordninger, der sikrer at kunder der bliver i en kollektiv pensionsordning ikke
                bliver straffet når andre kunder flytter til nyt pensionsselskab eller fra gennemsnitsrente til
                markedsrente. Ved store fald i markedsværdien af aktiverne bag pensionsordningen, kan
                hensættelserne til dækning af pensionerne være mere værd end den nuværende markedsværdi af
                aktiverne. I dette tilfælde er det nødvendigt til sikring af kollektivet at visse kunder ikke kan
                tage hele værdien af deres depot med sig videre til markedsrente eller et andet pensionsselskab, da
                der reelt ikke længere er dækning for hele depotværdien grundet faldet i markedsværdien af
                aktiverne bag pensionsordningen.
 
 Kunder der flytter mens markedsværdien af aktiverne bag pensionsordningen er lavere end de
                tilskrevne depoter skal derfor betale et kursværn således disse kunder ikke tager mere depot med
                sig end der er dækning for i den underlæggende markedsværdi, og dermed ikke skader kollektivet
                igennem deres individuelle valg om at flytte investeringsmiljø eller pensionsselskab.
              
- kurtage
- 
                Kurtage opstår ved handel af værdipapirer og er et gebyr som formidleren af handlen tager for at
                udføre transaktionen. Kurtage udgør som oftest en procentsats af det handlede beløb, der er dog
                typisk et fastsat minimumsbeløb i kurtage.
              
              
- lagerbeskatning
- 
                Ved investering af frie midler findes der to forskellige beskatningsmetoder, lagerbeskatning og
                realiseringsbeskatning, som kan have kritisk betydning for investors reelle afkast på
                investeringen. Lagerbeskatning finder anvendelse på investeringsbeviser i foreninger som ikke
                udlodder udbytte (akkummulerende fonde), som eksempelvis passive indeksfonde som ETF’ere
                (Exchange Traded Funds). Det er som udgangspunkt en ulempe at blive lagerbeskattet fremfor
                realiseringsbeskattet.
 
 Ulemperne ved lagerbeskatning findes i beskatningssatsen, muligt krav om yderligere tilførsel af
                likvider til investeringen, samt lavere fradragsværdi end beskatningssatsen. Realisationsbeskatning
                har også fordel af at investoren har diskretion over beskatningstidspunktet og dermed får lov at
                'låne' penge fra staten som egentlig skulle betales i afkastskat hvis investoren valgte at
                realisere sine gevinster. Lagerbeskatning sker desuden typisk som kapitalindkomst som i
                udgangspunktet er højere end beskatningen ved realiseringsbeskatning (typisk ved
                aktieavancebeskatning). Ydermere beskattes investor af kursændringen i året uagtet om disse
                eventuelle gevinster er realiseret eller ej. Dette betyder teknisk set at din kapitalindkomst
                påføres din årsopgørelse hos Skat, som derved opkræver skatten via din personlige indkomstskat – på
                den måde tilfører investor yderligere kapital til investeringen udelukkende til at betale skatten
                og tvinges til løbende at svare skat på baggrund af ikke-realiserede gevinster. Slutteligt sker
                beskatningen af gevinster til en højere procentsats end den fradragsværdi der gives ved tab på
                samme investering – der er dermed tale om et asymmetrisk skatteforhold til ugunst for
                investoren.
 
 Til trods for de negative skattemæssigeeffekter ved lagerbeskatning, som er entydigt negative i
                forhold til realisationsbeskatning, kan der også opstå positive effekter ved lagerbeskattede
                produkter, særligt i forhold til omkostninger. Eksempelvis er de produkter der lagerbeskattes ofte
                likvide og veldiversificeret fonde således at investor nemt, hurtigt og omkostningseffektivt kan
                opnå en fornuftigt risikospredning på en forholdsvis beskeden investering.
 
 Derudover slipper investor for at skulle sælge værdiløse papirer for at opnå fradrag i de tilfælde
                hvor et firma i porteføljen går konkurs. Ved realiseringsbeskatning står investor med værdiløse
                værdipapirer som denne skal afhænde for at kunne opnå et fradrag for tabet – disse skal som oftest
                afhændes via firmaer som specialiserer sig i dette, og tager en modydelse for at foretage købet af
                de værdiløse værdipapirer. Omvendt, ved lagerbeskatning, vil investor straks opnå fradrag for tabet
                uden besværet og omkostningen ved at skulle afhænde værdiløse værdipapirer.
 
 Ovenstående differentierede beskatningsregler finder som nævnt kun anvendelse på investeringer med
                frie midler og finder dermed ikke anvendelse på investeringer med eksempelvis pensionsmidler, hvor
                beskatningen og fradragsværdien er ens, nemlig PAL-skattesatsen på 15,3%, som opkræves efter samme
                principper som lagerbeskatning.
              
- livrente
- 
                Livrente er en pensionstype der udbetales fra et aftalt tidspunkt, hvis man stadig er i live, og
                indtil man dør. Det er mulig at forsikre sig så udbetalingen fra livrenten sker til ens efterladte
                i tilfælde af død. Sådanne forsikringer vil sænke ydelsen fra livrenteudbetalingen, da livrenten nu
                dækker flere liv.
 
 Der er en særlig type livrente, der er ophørende og stopper efter 10 år, og som derfor minder mere
                om ratepension end en livrente.
              
- livsarvinger
- 
                Livsarvinger er arvinger man har i lige linje, dvs. ægtefælle, børn, adoptivbørn, børnebørn,
                oldebørn etc. Dette inkluderer ikke stedbørn. Da livsarvinger er legale arvinger, er en del af den
                arv der er tilstede ved opgørelse af et bo en såkaldt tvangsarv som skal gå til disse arvinger.
              
              
- livscyklusprodukter
- 
                Livscyklusprodukter er en produkttype inden for markedsrenteprodukterne hvor aktivallokering og
                risikoprofilen i produktet aftrappes jo tættere man nærmer sig pensionsalderen.
              
              
- livsforsikring
- 
                En livsforsikring er en forsikringstype som aktiveres hvis den forsikrede dør i forsikringstiden,
                eller er i live ved en bestemt dato. Udbetalingen fra forsikringen går i det første tilfælde til
                den forsikredes efterladte, og bliver udbetalt uden om dødsboet. I det andet tilfælde vil
                udbetalingen ske til at forsørge den forsikrede.
              
              
- livsforsikringshensættelse
- hensættelse
- pensionshensættelse
- 
                Livsforsikringshensættelser er de beløb et forsikringsselskab sætter til side for at kunne dække
                fremtidige forpligtelser fra livsforsikringsudbetalinger. Disse beløb tilhører
                forsikringsselskabet.
              
              
- livsforsikringsselskab
- 
                Et livsforsikringsselskab er et selskab med tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed med
                tilladelse fra Finanstilsynet.
              
              
- livsvarig alderspension
- livsvarig pension
- 
                En livsvarig alderspension er en pensionsordning der bliver udbetalt så længe man lever. Afhængig
                af ens fødselsalder kan den tidligst blive udbetalt fra man er 60 år. Der betales indkomstskat af
                udbetalingerne.
              
              - livsvarig livrente
- 
                En livsvarig livrente er en opsparingsform, som sikrer pensionsudbetalinger så længe du lever i
                modsætning til ratepensionen som udbetales over en nærmere fastsat årrække. Livrenten er
                livsbetinget under udbetaling hvilket betyder, at opsparingen bortfalder såfremt forsikringstageren
                ikke lever længere. Livrenter er dog sikrede under opsparing således det opsparede depot vil blive
                udbetalt til arvingerne i tilfælde af pensionstagerens død før start på udbetaling af
                livrenten.
 
 Det er dog som oftest også muligt at tilknytte depotsikring for en andel af depotet under
                udbetaling som sikrer, at en del af depotet kommer til udbetaling til de efterladte i tilfælde af
                død inden for en fastsat garantiperiode. En tilknytning af en sådan depotsikring vil medfører
                lavere ydelser fra pensionen under udbetaling. Fordelen ved den livsvarige livrente opstår det
                øjeblik forsikringstageren lever længere end den forventede levetid forsikringsselskabet anvender
                til at beregne ydelsens (udbetalings) størrelse ved udbetalingens start. Her vil pensiontagere, som
                har valgt denne udbetalingsform, opnå en fordel i forhold til andre udbetalingsformer.
 
 Læs mere om livsvarig livrente her.
 
            
              
- livsvarig udbetaling
- 
                En livsvarig udbetaling vil sikre løbende udbetalinger til den forsikrede indtil tidspunktet for
                den forsikredes død.
              
              
- lovbaseret pensionsordning
- 
                En lovbaseret pensionsordning er et tiltag fra offentlig side, hvor der kan kræves indbetaling fra
                borgerne uden mulighed for fravalg. Eksempler på dette er ATP, Arbejdsmarkedes Tillægspension, og
                LD, Lønmodtagerens Dyrtidsfond.
              
              
- løbende udbetaling
- 
                Løbende udbetaling sker for pensions- og forsikringsordninger der ikke udbetales som sumbeløb, men
                udbetales over en længere periode, eksempelvis over 10 år. Disse udbetalinger er oftest månedlige.
              
              
- løbetid
- 
                Løbetid er den aftalte tidshorisont for dækning imellem kunden og forsikringsselskabet. Ved udløb
                af en aftale, kan den typisk forlænges afhængig af forsikringsvilkårene.
              
              
- Lønmodtagernes Dyrtidsfond
- LD
- 
                LD er en forkortelse for Lønmodtagerens Dyrtidsfond der blev oprettet i 1980 til at forvalte og
                administrere indefrosne dyrtidsportioner fra 1977 til 1979.
              
              - markedsrente
- 
                En markedsrente er en markedsbestemt rente der som udgangspunkt følger afkastet på et valgt
                investeringsprodukt, og en valgt risikoprofil, forvaltet af et forsikringsselskab eller en bank.
 
 Læs mere om forskellen på gennemsnitsrente og markedsrente her.
 
            
              - markedsrenteprodukt
- 
                Et markedsrenteprodukt er et pensionsprodukt hvor de investerede midler og opsparingens forrentning
                som udgangspunkt vil følge afkastet som selskabets er i stand til at opnå på de finansielle
                markeder deraf navnet markedsrente. Indenfor denne produkttype findes der forskellige
                investeringsstrategier, der kan tilpasses kundens behov i forhold til ønsket risikoprofil og antal
                år til pension.
 
 Læs mere om forskellen på gennemsnitsrente og markedsrente her.
 
            
              
- markedsværdi
- 
                Markedsværdien er den værdi som et aktiv på nuværende tidspunkt kan sælges til. For aktier og
                obligationer handlet på de finansielle markeder bruges seneste handlede kurs til udregning af
                markedsværdien.
              
              
- méngrad
- 
                Méngrad anvendes ved ulykkestilfælde hvor tilskadekomne påføres ulemper i den personlige
                livsførelse som følge af skaden. Méngrad opgøres efter en tabel udarbejdet af Arbejdsskadestyrelsen
                som kan oversættes til en procentsats svarende til skadens medicinske art og omfang i forhold til
                skadelidtes ulemper i den personlige livsførelse.
 
 Ifølge erstatningsansvarsloven skal en person udsat for en personskade stilles som var skaden
                aldrig indtruffet. Skadelidte har mulighed for at søge erstatning for blandt andet svie- og
                smertegodtgørelse, tabt arbejdsfortjeneste, udgifter til behandling og medicin, godtgørelse for
                varige mén, og erstatning for tab af erhvervsevne.
              
- modregning
- 
                Modregning er en negativ ændring af retten til offentlige ydelser der kan forekomme under fastsatte
                vilkår i lovgivningen. Eksempelvis bliver nogle udbetalinger fra pensionsordninger modregnet i
                folkepensionstillæg, hvorfor folkepensionen kan blive reduceret efter alt efter kundens
                indkomstforhold. Der kan også ske modregning i ret til pensionstillæg ud fra ægtefælles indkomst.
              
              
- naturlig præmie
- 
                Forsikringspræmien på forsikringsydelser prisfastsættes efter forskellige metoder afhængig af
                forsikringens art. Naturlig præmie er én af disse metoder.
 
 I modsætning til gennemsnitspræmien stiger den naturlige præmie i takt med forsikringstagers alder,
                og dermed også, alt andet lige, risikoen for, at en forsikringshændelse vil indtræffe - som vil
                foranledige udbetaling fra forsikringsselskabet. Den naturlige præmie sikrer dermed at
                forsikringstager årligt betaler den præmie som modsvarer den risiko som forsikringsselskabet
                påtager sig i det pågældende år, ved at forsikre det pågældende individ i forhold til de ønskede
                risici som forsikringstageren ønsker at afdække via tegning af forsikring.
              
- nedsættelse af forsikringssummen
- 
                I nogle tilfælde kan der ske en nedsættelse af en forsikringssum efter en skade eller
                forsikringsbegivenhed, med et erstatningsbeløb for det tidsrum der er betalt præmie.
              
              
- nettopræmie
- 
                Nettopræmien er den endelig indbetaling der kan forekomme til en pensionsordning, hvis der er
                tilknyttede forsikringsdækninger. Nettopræmien er derfor præmieindbetalingen fratrukket præmien der
                går til betaling af forsikringsdækninger, og dermed er nettopræmien den del af præmien der går til
                opsparing.
              
              
- nutidskroner
- 
                Nutidskroner er et udtryk for hvad et fremtidigt beløb vil være værd den dag i dag, og vil være
                fratrukket de fremtidige inflationsforventninger.
              
              
- nærmeste pårørende
- 
                Nærmeste pårørende er eksempelvis ægtefælle eller nuværende samlever som har boet på samme
                folkeregisteradresse i mere end to år. Hvis man bor alene, og ikke har børn, så er nærmeste
                pårørende ens forældre. Nærmeste pårørende arver som udgangspunkt opsparede pensionsmidler,
                og får udbetalt eventuel tilknyttet dødsdækning til pensionsordningen medmindre kunden aktivt har
                valgt andre begunstigede.
              
              
- obligatorisk pension
- 
                En obligatorisk pension er en pensionsordning som medlemmerne har ret og pligt til at være medlem
                af og kan være et resultat af en overenskomst eller en firmaordning for virksomhedens ansatte.
              
              
- offentlig pension
- 
                En offentligt pension kan være enten folkepensionen eller førtidspension som staten udbetaler.
              
              
- omkostninger
- 
                Omkostninger er et begreb for alle de beløb der betales til pensionsselskabet eksempelvis til
                administration, rådgivning, porteføljeforvaltning etc. Omkostningerne for pensionsordninger bliver
                trukket fra pensionsordningen enten som direkte eller indirekte omkostning.
              
              
- omkostningsbonus
- 
                En omkostningsbonus kan opstå hvis de aktuelle omkostninger for året er lavere end forventet,
                hvorefter der kan forekomme en tilskrivning af en omkostningsbonus til de involverede ordninger.
              
              
- opfyldningsfradrag
- 
                Opfyldningsfradraget er et særligt fradrag man kan gøre brug af når man selv vælger at indbetale
                privat til en livsvarig pension. Fradraget kan bruges selv ved kort tid til start på udbetaling af
                pensionen (mindre end 10 år til planlagt udbetalingsstart).
              
              
- opgørelsesrente
- 
                Opgørelsesrenten er den rente der anvendes til at opgøre nettopræmiereserver i et
                livsforsikringsselskab.
              
              - ophørende livrente
- 
                En ophørende livrente er en opsparingsform som på mange måder minder om ratepensionen. Denne
                udbetales også over en årrække og behandles skattemæssigt på samme måde som ratepensionen. Den
                ophørende livrente adskiller sig dog fra ratepensionen ved at være livsbetinget hvilket betyder at
                opsparingen bortfalder såfremt forsikringstageren ikke lever på udbetalingstidspunktet. Det er dog
                som oftest muligt at tilknytte depotsikring, både under opsparing og under udbetaling, for en andel
                af depotet. Dette sikrer, at en del af depotet kommer til udbetaling til de efterladte ved død
                inden udbetalingsstart eller inden for en fastsat garantiperiode efter udbetalingsstart.
                Tilknytning af garanti til den ophørende livrente vil reducere udbetalingens størrelse.
 
 Læs mere om ophørende livrente her.
 
            
              
- ophørende udbetaling
- 
                Ophørende udbetalinger er tilknyttet til flere typer af pensionsordninger, og er ensbetydende med
                at kundens pensionsydelser udbetales inden for en bestemt tidshorisont, eksempelvis 10 eller 15 år.
              
              - ophørspension
- 
                En ophørspesnion er en pensionsopsparing, som er oprette efter pensionsbeskatningslovens § 15 A.
                Den er henvendt til de der sælger et firma med henblik på at skulle gå på pension indenfor en
                overskuelig fremtid. Følgende kriterier skal være opfyldt:
 
 
                  - Kunden skal være min. 55 år.
- Kunden skal være fuld skattepligtig i Danmark.
- Kunden skal have drevet virksomheden i min. 10 ud af de seneste 15 år.
- Indskuddet skal foretages senest den 1. juli året efter salget, hvis fradragsretten ønskes
                    benyttet i salgsåret.
- Der skal udarbejdes en "revisorerklæring" af en revisor eller advokat, som skal indgives
                    til Skat inden fristen udløber.
- Der skal være drift i virksomheden. Dette udelukker som regel et holdingselskab.
- Der kan maksimalt indskydes 2.683.500 kr. i 2017. Beløbet indekseres hvert år.
- Der kan indbetales på enten livsvarig livrente eller ratepension.
- Hvis der indskydes på en ratepension, skal denne være opsat i min 5 år. Den kan således
                    tidligst påbegynde udbetaling 5 år efter oprettelsen. (dette gjaldt tidligere også for
                    almindelige ratepensioner, men blev ændret i 2010). Der er ikke noget krav om at
                    ratepensionen skal være udbetalt i det 85/87 år, hvorfor den ikke har senest
                    udbetalingsstart ved alder 75/77. Den skal dog stadig min udbetale i 10 år.
- Hvis der indskydes på en livsvarig livrente kan denne være straksbegyndende.
 
 
            
              
- opmand
- 
                En opmand er en juridisk person der benyttes til at træffe en afgørelse imellem to eller flere
                uenige parter ved en voldgiftssag.
              
              
- optrappet pension
- 
                En optrappet pension kan vælges når pensionsudbetalinger skal forekomme, og betyder at man imod en
                mindre pensionsudbetaling i begyndelsen gradvist vil modtage større udbetalinger senere.
              
              
- orlov
- 
                Orlov er en periode hvori man ikke arbejder eller studerer.
              
              
- overenskomst
- 
                En overenskomst er en aftale der er indgået på arbejdsmarkedet imellem to parter. Typisk
                repræsenterer disse to parter arbejdsgiverne og lønmodtagerne og overenskomster er med til at
                fastlægge de arbejds-, pensions- og lønvilkår som lønmodtagerne indpasses under.
              
              
- overforsikring
- 
                Ved overforsikring er forsikringssummen af en forsikring større end behovet eller den tilladte
                maksimum udbetaling. Eksempelvis kan indboet i ens hjem have en lavere forsikringsværdi end man er
                forsikret til, hvorfor man er overforsikret. Man kan også have købt tab af erhvervsevne
                forsikringer for mere end 80% af nuværende pensionsgivende løn, hvor 80% er den totale maksimum
                grænse for dækning af løn.
              
              
- overførselsindkomst
- 
                Overførselsindkomst er et begreb der bruges til at betegne om indkomst er udbetalt fra offentlige
                sociale institutioner såsom kontanthjælp, dagpenge, SU og folkepension.
              
              
- pakkeforsikring
- 
                En pakkeforsikring er en betegnelse for kombinerede forsikringer der er populære at tegne sammen,
                da de tilsammen vil dække de flestes forsikringsbehov.
              
              - PAL-skat
- pensionsafkastskat
- 
                PAL-skat er den skat der skal betales på pensionsordningers afkast. Skatten betales én gang årligt
                på baggrund af det forrige års akkumulerede afkast, og er 15,3%. Skatten betales januar måned det
                efterfølgende år.
 
 Læs mere om PAL-skat her.
 
            
              
- pensionsafkast
- 
                Pensionsafkast er det afkast der er tjent hjem på investeringer i aktiver for en pensionsordning.
                Dette kan være fra renteindtægter, kursgevinster eller lignende og skal beskattes med
                PAL-skattesatsen.
              
              
- pensionsbeskatningsregler
- pensionsafkastbeskatningslov
- pensionsbeskatningslov
- 
                I pensionsbeskatningsloven bliver pensionsbeskatningsreglerne fastlagt. I denne beskrivelse er det
                bestemt hvordan udbetalinger af forskellige pensionsordninger skal beskattes, samt beskatning på
                indbetalinger, afkast og andet.
              
              
- pensionsbidrag
- bidrag
- 
                Pensionsbidraget er summen af de indbetalinger der foretages til en pensionsordning. Af disse
                indbetalinger bliver der altid betalt arbejdsmarkedsbidrag. De fleste pensionsordninger har
                fradragsret for indbetalinger. Der er dog visse pensionsordninger uden fradragsret hvor der til
                gengæld ikke skal betales skat ved udbetaling.
              
              
- pensionsindbetaling
- 
                En pensionsindbetaling er de penge der indbetales til et pensionsselskab. Af indbetalingerne skal
                der betales arbejdsmarkedsbidrag. De fleste pensionsordninger har fradragsret for indbetalinger.
                Der er dog visse pensionsordninger uden fradragsret, hvor der til gengæld ikke skal betales skat
                ved udbetaling.
              
              
- pensionsinstitut
- pensionsselskab
- 
                Et pensionsinstitut er en virksomhed hvor personer kan oprette en pensionsordning. Det kan være
                enten livsforsikringsselskaber eller firmapensionskasser. Visse pensionsordninger kan dog også
                købes i banker eller andre finansielle institutioner.
              
              
- pensionskasse
- 
                En pensionskasse er en organisation der varetager og forvalter pensionsordninger for dets
                medlemmer. Pensionskasser kan være både tværgående for flere faggrupper eller kun for én bestemt
                faggruppe.
              
              
- pensionsordning
- 
                En pensionsordning er en aftale der er oprettet med en finansiel virksomhed om forvaltning af
                pensionstagerens opsparede pensionsmidler. Pensionsordningen kan ydermere indeholde en aftale om
                indbetalinger, og hvis ordningen er hos et forsikringsselskab kan den også indeholde en aftale om
                forsikringsdækninger.
              
              
- pensionsoversigt
- 
                En pensionsoversigt kan give et samlet overblik over hvilke pensionsprodukter man har, hvilke
                forsikringsdækninger ordningen har tilknyttet, hvor meget der bliver indbetalt årligt, afkast år
                til dato og for tidligere år, betalt pal-skat, betalte omkostninger m.v.
              
              
- pensionssøjler
- 
                I Danmark består pensionssystemet af tre forskellige pensionstyper, der kan opfattes som søjler.
                Den første søjle er de offentlige pensionstyper, som førtidspension, folkepension og efterløn. Den
                anden søjle består af arbejdsmarkedspensioner, der er oprettet som et resultat af pensionstagerens
                ansættelsesforhold. Den sidste søjle består af eventuelt frivillige og individuelle
                pensionsordninger.
              
              
- pensionstillæg
- 
                Et pensionstillæg er en eventuel udbetaling der kan forekomme til folkepensionen. Folkepensionen
                består af et grundtillæg og et pensionstillægget. Afhængig af ens indtægt, både fra samlever /
                ægtefælle, og egne pensionsordninger reguleres pensionstillægget. Ved større udbetalinger fra egne
                pensionsordninger eller større indkomst hos ægtefælle kan pensionstillægget helt forsvinde.
                Folkepensionens grundbeløb aftrappes ikke ved udbetaling fra egne pensioner eller grundet
                ægtefælles indkomst.
              
              
- pensionsudbetaling
- 
                Pensionsudbetalinger er de penge man som kunde modtager fra sin pensionsordning, når man går på
                pension og starter på udbetaling.
              
              
- personforsikring
- 
                Personforsikring er en betegnelse der bruges til at dække de forskellige forsikringer og
                forsikringstyper der kan give økonomisk erstatning ved personuheld eller lignende.
              
              
- personlig indkomst
- 
                Personlig indkomst er den indkomst der kommer fra arbejde, personalegoder, arv, gaver og andet.
                Denne er særskilt fra kapitalindkomst, og der skal betales bundskat og eventuel topskat af den
                personlige indkomst.
              
              
- personligt tillæg
- 
                Når man går på pension kan man modtage folkepension fra den danske stat. Som pensionist er der
                mulighed for at søge tilladelse til at modtage forskellige personlige tillæg underlagt fastsatte
                vilkår og krav fra de offentlige institutioner. Disse tillæg kan variere og kan være alt fra
                brilletilskud til tilskud til betaling af varmeregningen.
              
              
- pludselig skade
- 
                En pludselig skade, er en skade der er opstået uventet, og hvor virkning og årsag har indfundet sig
                inden for en kort tidsperiode, som ved flod og stormskader.
              
              
- police
- 
                En police er en kontrakt der på skrift bekræfter og beskriver de specifikke vilkår der er bestemt
                for en indgået forsikringsaftale.
              
              
- policelån
- 
                Et policelån er et lån man som forsikringstager kan optage hos sit forsikringsselskab inden for den
                opsparede værdi af livsforsikringen. Dette lån kan ikke overstige genkøbsværdien af forsikringen.
              
              
- pristalsregulering
- 
                Pristalsregulering er en regulering der kan forekomme for priser og dækninger ud fra et
                pristalsindeks fra Danmarks Statistik. Denne regulering finder som regel sted én gang om året, og
                kan resultere i højere priser og forhøjede dækninger for forsikringsprodukter.
              
              
- privat pension
- 
                En privat pension er en pensionsordning, som ikke længere har status som en obligatorisk
                arbejdsmarkedspensionsordning eller er en pensionsordning man fra starten har oprettet som en
                privat pensionsordning. Indbetalinger kan enten komme fra en selv eller fra ens nuværende
                arbejdsgiver.
              
              
- pro rata reglen
- 
                Pro rata reglen bruges i tilfælde hvor der kan være ændringer af forhold, og der enten er betalt
                eller trukket for meget i præmie. I dette tilfælde vil reguleringen være den forholdsmæssige
                forskel, pro rata forskel, imellem de to præmier.
              
              
- profilprodukt
- 
                Et profilprodukt er en type af pensionsprodukt i markedsrentemiljøet, som er kendetegnet ved at man
                vælger en fast risikoprofil. Ud fra den valgte risikoprofil bliver de investerede midler forvaltet
                af den finansielle virksomhed som står for investeringen. Her er det forvalterens opgave at sikre
                at risikoniveauet, eksempelvis aktieandelen i produktet, holdes inden for et aftalt spænd over tid.
              
              
- præmie
- 
                Præmien er den indbetaling der forekommer til en forsikrings- eller pensionsordning. Hvis kunden
                har tilknyttede risikodækninger til sin pensionsordning til en del af præmien gå til betaling af
                disse risikodækninger og resten vil gå til opsparing.
              
              
- præmiefritagelse
- bidragsfritagelse
- 
                Der kan til forsikringsordninger være tilknyttet præmiefritagelse, hvilket vil betyde at hvis man
                grundet sygdom eller ulykke bliver uarbejdsdygtig, så vil forsikringsselskabet fortsætte med
                indbetalinger til pensionsordningen indtil aftalt pensionstidspunkt. Aftalen fortsætter derfor på
                samme grundlag som aftalt indtil tidspunkt for pensionsudbetaling, også selvom der ikke bliver
                indbetalt præmie til ordningen længere fra kunden. Kunden får dermed den forventede pension, som
                havde kunden fortsat haft sin erhvervsevne og fortsat med præmieindbetalinger.
              
              
- præmietarif
- 
                En præmietarif er en prisliste forsikringsselskaber benytter som oversigt over forsikringspræmier
                under forskellige vilkår.
              
              
- pulje
- 
                En pulje i pensionssammenhæng er en investeringspulje der er sammensat af forskellige type af
                værdipapirer. Puljeprodukter er typisk udbudt af banker. Man kan oftest selv vælge fordelingen til
                forskellige puljer af ens investerede pensionsmidler og dermed styre hvilken eksponering de
                investerede midler får i forhold til geografisk fordeling og aktivfordeling.
              
              
- rate
- 
                En rate, er en pensionsudbetalingsmetode hvor udbetalingerne forekommer over en på forhånd aftalt
                periode og er i lige store beløb. Disse faste beløb kan, alt efter pensionstype, udbetales over en
                periode fra 0 til 30 år. Der kan ske regulering af raternes størrelse med afkast fra år til år.
              
              - ratepension
- 
                En ratepension er en fradragsberettiget pensionstype hvor pensionen ved udbetaling bliver udbetalt
                i lige store månedlige beløb. Beløbene vil blive udbetalt i mindst 10 år og maksimalt over 25 år.
                Da ordningen er fradragsberettiget skal der betales indkomstskat af udbetalingerne. Udbetalinger
                fra ratepensioner bliver modregnet i offentlige ydelser eksempelvis pensionstillægget.
 
 Læs mere om ratepension her.
 
            
              
- realrenteafgift
- 
                Realrenteafgift er en afgift der tidligere blev betalt af afkast på en pensionsordning. I dag er
                den afløst af pensionsafkastskatten kaldet PAL-skat.
              
              
- realiseringsbeskatning
- 
                Ved investering af frie midler findes der to forskellige beskatningsmetoder, lagerbeskatning og
                realiseringsbeskatning, som kan have kritisk betydning for investors reelle afkast på
                investeringen. Realiseringsbeskatning har nogle attraktive egenskaber i forhold til
                lagerbeskatning, eksempelvis timing af beskatning, symmetri i beskatning af gevinster og tab, samt
                lavere skattesats op til en bestemt progressionsgrænse.
 
 Realiseringsbeskatning sker først når investor sælger sine værdipapirer, hvorved der sker en
                opgørelse af gevinst / tab, som herefter beskattes afhængig af gevinstens / tabets størrelse i
                forhold til progressionsgrænsen. Denne beskatningsmåde sikrer at investor ikke skal finde penge
                andet steds i privatøkonomien til at betale skatten på sin investering, men blot kan betale
                skatten direkte fra den realiserede gevinst. Til forskel fra lagerbeskatning, så er
                realiseringsbeskatning et symmetrisk beskatningsforhold som betyder at gevinster beskattes med
                samme sats som der gives fradrag for tab. Slutteligt er udgangspunktet for beskatningen ved
                realiseringsbeskatning en lavere skattesats end ved lagerbeskatning hvilket, alt andet lige, vil
                give investor et større nettoafkast på investeringen. Omvendt er der enkelte ulemper ved
                realiseringsbeskatning såsom at afhænde værdiløse værdipapirer ved konkurs i
                investeringsobjektet.
 
 Har investor investeret i et selskab der går konkurs står investor tilbage med værdiløse
                værdipapirer som skal afhændes førend fradraget for tabet kan udnyttes. Dette indebærer som ofte
                involvering af et selskab der specialiserer sig i handler af denne art, som tager en modydelse for
                at foranledige transaktionen.
 
 Ovenstående differentierede beskatningsregler finder som nævnt kun anvendelse på investeringer med
                frie midler og finder dermed ikke anvendelse på investeringer med eksempelvis pensionsmidler, hvor
                beskatningen og fradragsværdien er ens, nemlig PAL-skattesatsen på 15,3%, som beskattes efter samme
                principper som lagerbeskatning.
              
- regres
- 
                Regres er en mulighed et forsikringsselskab har, hvis det har udbetalt erstatning for en skade.
                Hvis forsikringsselskabet fører regres kan den kræve en del eller hele erstatningsbeløbet betalt
                tilbage fra den der har påført skaden eller fra en anden part der også bærer hele eller dele af
                risikoen i tilfælde af skade.
              
              
- regulativ
- 
                Et regulativ er et udtryk for et sæt af betingelser der kan være tilknyttet forskellige typer af
                ordninger, eksempelvis pensionsordninger.
              
              
- rente
- 
                En rente er et udtryk for det afkast der kan have været opnået eller bliver tilskrevet til en
                pensionsordning. En prognose af pensionsudbetalinger for pensionsordninger er lavet på baggrund af
                forskellige forudsætninger om forrentning.
              
              
- rentebonus
- 
                I gennemsnitsrentemiljøet kan man få en rentebonus. Rentebonusen er en tilskrivning der er
                forekommet til pensionen helt ekstraordinært eksempelvis som følge af bedre afkast end forventet.
              
              
- renteerstatning
- 
                En renteerstatning er en erstatningsform der sker med løbende betalinger i stedet for som en
                engangssum.
              
              
- rentegaranti
- garanteret rente
- 
                I gennemsnitsrentemiljøet har en pensionsordning en tilknyttet grundlagsrente. For nogle
                pensionsprodukter er der tilknyttet en såkaldt rentegaranti, der sikrer at ens pensionsordningen,
                som minimum har modtaget en forrentning der svarer til rentegarantien hvert eneste år. En
                rentegaranti på 1% medfører altså at pensionsordningen hvert år skal opskrives med minimum 1% før
                omkostninger. Dette skal ses i forhold til ydelsesgarantier i gennemsnitsrentemiljøet, hvor løbende
                opskrivninger af depotet fra år til år ikke er garanteret. Det er med ydelsesgarantier udelukkende
                garanteret af kunden får en given ydelse udbetalt hver måned som pensionist.
              
              
- reserve
- 
                Reserve er et udtryk for den totale forrentning af ens opsparing, inklusiv indbetalinger, afkast og
                fratrukket priser for administration og forsikringsdækninger.
              
              
- reservesikring
- 
                En reservesikring er en sikring der sørger for at pensionsopsparingen bliver udbetalt til de
                efterladte i tilfælde af død før aftalt pensionstidspunkt. Ratepensioner og livrentepensioner har
                reservesikring under opsparing, men livrentepensioner er ikke reservesikret under udbetaling, hvor
                kunder aktivt skal tilkøbe en garanti for at de efterladte får udbetalt den resterende pension i
                tilfælde af død inden for garantiperioden. Ratepensioner er fortsat sikret under udbetaling så den
                resterende reserve bliver udbetalt til arvingerne i tilfælde af død.
              
              
- ressourceforløb
- 
                Ressourceforløb er et offentligt tilbud til sårbare og udsatte personer, som er i risiko for at
                komme på førtidspension, hvor det giver mening at forsøge udvikling af dennes kompetencer gennem en
                tværfaglig og helhedsorienteret indsats. Formålet med ressourceforløbet er at hjælpe de pågældende
                personer videre i livet og ind på arbejdsmarkedet ved at sikre arbejdsevnen udvikles tilstrækkeligt
                til at komme i arbejde eller i gang med en uddannelse.
 
 Ressourceforløbet kan vare fra ét til fem år hvor der ydes tilbud såsom beskæftigelsestilbud,
                sociale tilbud og sundhedsmæssige tilbud, der koordineres og kombineres på tværs. Tilbuddene kan
                variere fra tilbud om brobygning til uddannelse med nødvendig støtte, til psykologhjælp eller
                motion. Under ressourceforløbet modtager deltageren ressourceforløbsydelsen som i udgangspunktet er
                på kontanthjælpsniveau.
 
 Ressourceforløbsydelsen er i modsætning til kontanthjælp uafhængig af egen formue og eventuel
                ægtefælles / samlevers formue og indtægt. Ressourceforløbet minder i høj grad om
                jobafklaringsforløb.
 
 Eventuelle udbetalinger fra tegnede Tab af Erhvervsevne-forsikringer modregnes krone for krone
                under ressourceforløbet. Dette har medført produktudvikling hos mange forsikringsselskaber således
                en ekstradækning kan tilkøbes til TAE-produktet. Denne ekstradækning kompenserer for modregningen i
                offentlig ydelse under ressourceforløbet.
              
- restance
- 
                Pensions- eller forsikringsordninger kan være i restance, hvis man ikke har været i stand til at
                indbetale den aftalte forsikringspræmie, og man derfor er bagud med sine betalinger.
              
              
- rimelig pension
- 
                En rimelig pension er et begreb der kan bruges i skilsmisse sager, hvis den ene af de to skilsmisse
                parter, med henblik på familiens varetagelse, har indbetalt mindre til pension end en lignende
                person i samme job, uddannelse og vilkår ville have haft. Begrebet bruges til vurdering af hvor
                stor en eventuel kompensation den ene part skal give til den anden således begge parter er
                behandlet fair i forhold til deling af ægteskabets værdier.
              
              
- rimelighedskompensation
- 
                En rimelighedskompensation er en kompensation der kan forekomme til den ene af to parter i en
                skilsmisse, hvis der er stor forskel på pensionsordningernes størrelse men hvor de to parter ligner
                hinanden i forhold til job, uddannelse og vilkår. Her kan der være tale om en indbyrdes aftale hvor
                den ene part har fokuseret på pensionsopsparing og den anden har valgt ikke at spare op til pension
                og i stedet løbende finansiere forbrug for husstanden. Det vil ikke være en rimelig løsning hvis de
                to parter senere bliver skilt og den ene part får lov at beholde den store pensionsordning.
              
              
- risiko
- 
                Risiko er et begreb der bruges til at indikere sandsynligheden for at en begivenhed, eksempelvis en
                forsikringsbegivenhed, forekommer. Risiko bruges også som begreb inden for investering til at
                indikere hvor store udsving en investering forventeligt vil opleve over en given periode.
              
              
- risikodækning
- 
                En risikodækning er en forsikringstype der bliver udbetalt, hvis man eksempelvis får konstateret en
                kritisk sygdom eller ikke kan arbejde grundet sygdom.
              
              
- risikoforandring
- 
                En risikoforandring er et udtryk for at en forbundet risiko for en person eller en persons inventar
                har ændret sig. I visse tilfælde kan manglende udmelding om risikoforandring have en negativ
                konsekvens ved forsikringsudbetaling, eksempelvis ved at en forsikring har utilstrækkelig
                sumdækning i forhold til omfanget af en skade. Yderligere kan en risikoforandring være positiv for
                forsikringstager, hvis han rettidigt informerer forsikringsselskabet, da det kan resultere i en
                nedsat præmiebetaling for forsikringen, da risikoen og/eller dækningsbehovet bliver reduceret som
                følge af risikoforandringen.
              
              
- risikoforrentning
- risikotillæg
- 
                Risikoforrentning er den omkostning som pensionsselskaber tager sig betalt for at stille
                egenkapital til rådighed, der sikrer at pensionskunder får udbetalt den garanterede ydelse som de
                er blevet lovet i gennemsnitsrentemiljøet. Denne omkostning er også kaldet risikotillæg og
                driftsherretillæg.
              
              
- risikogevinst og risikobonus
- 
                Risikogevinst er forskellen imellem de opkræve forsikringspræmier og de forsikringsudbetalinger et
                forsikringsselskab har. Heri kan nødvendige forøgelser til hensættelser være inkluderet.
                Risikobonus er en bonus der kan forekomme til medlemmerne af pensionsselskabet hvis der er store
                risikogevinster.
              
              
- risikolivsforsikring
- 
                Risikolivsforsikringer er forsikringsordninger der bliver udbetalt i tilfælde af at den forsikrede
                dør, inden forsikringsperioden er udløbet. Udbetalingerne fra risikolivsforsikringer kan forekomme
                som et engangsbeløb eller løbende i en på forhånd aftalt periode til de begunstigede.
              
              
- risikoprofil
- 
                En risikoprofil er en betegnelse der bruges til at angive den risikovillighed man som pensions-
                eller investeringstager kan vælge for sine investeringer.
              
              
- risikopræmie
- 
                En risikopræmie er det beløb der betales for en forsikring til sikring af forsikringstageren i
                tilfælde af at en forsikringsbegivenhed indtræffer.
              
              
- risikospredning
- 
                Risikospredning er et begreb der bliver benyttet i forbindelse med investeringer. Man bør generelt
                foretage sprede sin risiko på flere forskellige aktiver, så man ikke er afhængig af ét eller få
                aktiver. I tilfælde af tab på enkelte aktiver, vil risikospredning sørge for et specifikt tab
                opvejes af gevinsten fra andre investeringer. Risikospredning sikrer således et gennemsnitligt
                afkast, hvor man som investor bliver fair kompenseret for den bårne risiko over
                investeringshorisonten.
              
              
- rådighedsret
- 
                Rådighedsret er et begreb der bruges til at definere hvem der har ret til at råde over en
                forsikring eller pension.
              
              
- samejeoverenskomst
- 
                En samejeoverenskomst er en aftale imellem to samlevende eller partnere der bruges til at definere
                rettigheder og ejerskabet over større definerede genstande såsom bolig, bil eller andre genstande.
              
              
- samlever
- 
                En samlever er en person man har fælles husførelse med, og hvor det er muligt at indgå i et
                ægteskab med denne. En samlever er ikke nødvendigvis det samme som en person fra et forhold af
                ægteskabslignende karakter, men kan være en person man deler lejlighed med. I tilfælde af man har
                en samlever kan flere sociale ydelser være nedsat.
              
              
- samleverpension
- 
                En samleverpension er en pensionsordning der kan sikre udbetalinger til ens ægtefælle eller
                samlever, så længe vedkommende er i live. I tilfælde af at man ikke har et registreret partner-
                eller ægteskab kan der være krav til samlivets længde og andre forhold, der kan være medbestemmende
                til om en samlever kan få noget udbetalt.
              
              - samlevertestamente
- 
                Ugifte samlevende har ingen legal arveret efter hinanden, hvilket kan have alvorlige konsekvenser
                for den efterladte samlever. I forhold hvor samlevende har fælles børn vil børnene være eneste
                legale arvinger. Det kan i visse tilfælde betyde at den efterladte samlever må sælge hus, bil mv.
                for at udbetale arven til børnene – i tilfælde hvor børnene er under 18 år bliver denne arv
                ydermere indsat på en spærret forvaltningskonto.
 
 For at forbedre samlevendes arvevilkår blev der i 2008 åbnet for muligheden for at oprette et
                udvidet samlevertestamente, hvilket arveretlig ligestiller samlevende med ægtefælle. Dermed opnås
                mulighed for at testamentere op til 7/8 af arven til samleveren. Foruden denne sikring giver det
                udvidede samlevertestamente også mulighed for at samlever får retten til forlods udtagelse af
                bestemte genstande, der tilhørte afdøde, samt fortrinsret til bestemte ejendele. Ydermere opnår
                samlever også mulighed for at anvende reglerne om arvehenstand, hvilket vil forhindre ovennævnte
                situation hvor efterladte samlever tvinges til salg af hus, bil mv. for at udbetale arven til
                afdødes børn. Arvehenstand giver altså samlever retten til, helt eller delvist, at udskyde
                arvudbetalingen til andre livsarvinger. Når en efterladt ægtefælle sidder i ”uskiftet bo” er der
                reelt tale om arvehenstand overfor afdøde ægtefælles børn.
 
 Førend samlevende kan oprette et udvidet samlevertestamente er der tre forhold som skal være
                gældende:
 
 
                  - Samlevende skal kunne indgå ægteskab eller registreret partnerskab. Det er dermed ikke
                    muligt for samlevende søskende at oprette udvidet samlevertestamente.
- Ingen af parterne har et udestående, ikke tilbagekaldt, udvidet samlevertestamente i
                    forvejen.
- Parterne skal på tidspunktet for førstafdødes død have boet på fælles bopæl og vente / have 
                    / have haft fælles barn eller har haft fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold (se punkt
                    1) de sidste 2 år.
 
 Det udvidet samlevertestamente kan skræddersyes således at dette er passende til de enkelte behov
                hvert par måtte have.
 
            
              
- samlivsoverenskomst
- 
                En samlivsoverenskomst er et dokument der beskriver hvilke genstande to respektive parter havde med
                sig ind i et papirløst forhold.
              
              
- selvbetaler
- 
                En selvbetaler er en person der selv står for at indbetale præmie til en pensionsordning, frem for
                en arbejdsgiver.
              
              
- selvrisiko
- 
                Selvrisiko er det beløb man som forsikringstager kan risikere at skulle betale i tilfælde af en
                skade for at aktivere forsikringsdækningen. Selvrisiko er nødvendig for at reducere spekulation og
                sikre at forsikringstager fortsat passer på sig selv og sine ejendele.
              
              
- selvstændig
- 
                En selvstændig er en person der ikke er ansat under normale arbejdsrelaterede vilkår af en
                arbejdsgiver, men derimod driver en personligt ejet virksomhed for vedkommende selv. 
              
              
- separation
- 
                Separation er en prøveperiode hvor man har mulighed for at finde ud af om ægteskabet skal
                genoptages, eller om man fortsat ønsker at blive skilt. I dag er det stadig muligt at søge
                separation, og under denne separation ophører formuefællesskabet.
              
              
- sikret
- 
                En sikret person, er en person som efter forsikringsbetingelserne er dækket af en
                forsikringsdækning, og i tilfælde af skade eller indtruffet forsikringsbegivenhed er berettiget til
                erstatning.
              
              
- simpel uagtsomhed
- 
                Simpel uagtsomhed er et udtryk og en fagterm der benyttes i juridisk sammenhæng og
                erstatningssager. Man kan risikere at miste hele eller en del af en erstatning, hvis man ikke har
                udvist agtpågivenhed i forbindelse med en forsikringsbegivenhed.
              
              
- skadefri
- 
                Skadefri er en betegnelse der oftest bruges i forbindelse med tegning eller prisfastsættelse af
                bilforsikringer. For at opnå en relativ billig bilforsikring, skal man oftest have været skadefri i
                en fastgiven periode. Det betyder at der ikke er anmeldt nogen skader. Dette kan have stor
                betydning i forbindelse med forsikringer på motorkøretøjer og hvor meget man skal betale for sin
                bilforsikring.
              
              
- skadeshyppighed
- 
                Skadeshyppighed er et udtryk forsikringsselskaber bruger i statistisk sammenhæng til at fastsætte
                størrelsen på forsikringspræmier. Udtrykket angiver hvor ofte en skadesbegivenhed indtræffer
                eksempelvis pr. 100 eller 1.000 forsikrede kunder.
              
              
- skadesprocent
- 
                Skadesprocenten er et udtryk for forholdet imellem de indtrufne skader et forsikringsselskab har
                udbetalt til, og de optjente præmier de har fået fra forsikringsdækninger i en bestemt periode.
              
              
- skadesregulering
- 
                Skadesregulering er det arbejde der udføres til skadesopgørelser og erstatningsberegninger fra
                forsikringsdækninger.
              
              
- skat
- 
                Skat er en afgift man betaler til den danske stat for indkomst, arv og andre indtægtskilder.
                Afhængig af pensionstypen kan der være fradragsret for indbetalinger til pensionsordningen hvormed
                indkomstbeskatning udskydes til tidspunktet for udbetaling af pensionsordningen.
              
              
- skattefradrag
- fradrag
- fradragsret
- 
                Udgangspunktet er at der skal betales skat af al indkomst. Grundet forskellige skattereformer er
                det muligt at få skattefradrag af eksempelvis pensionsindbetalinger, personfradrag, rentefradrag
                etc. Når fradragene er fratrukket indkomsten, kender man størrelsen på den indkomst der skal
                betales skat af.
              
              
- skattekode
- 
                Skattekoden er et brancheudtryk der repræsenterer de skatteregler der er gældende for forskellige
                pensionstyper. Livrente er eksempelvis skattekode 1, ratepension er skattekode 2, kapitalpension er
                skattekode 3 og aldersopsparing er skattekode 33. Det er som udgangspunkt muligt at ændre
                pensionsopsparinger til en lavere skattekode og ratepensioner kan således konverteres til
                livrenteopsparinger hvis pensionstageren ønsker dette.
              
              
- skattepligtig
- 
                Hvis man er skattepligtig i et land, skal man betale skat af sin indkomst til dette land.
              
              
- skilsmisse
- 
                Skilsmisse er det begreb der bruges når to ægtefæller ikke ønsker at være gift længere, og er en
                proces i forbindelse med opsplitningen af ægtefæller og deres ejendele.
              
              
- skyggekonto
- 
                En skyggekonto er en konto der benyttes i tilfælde af at afkastet for et år i
                gennemsnitsrentemiljøet har været for lavt til at opkræve risikoforrentningen. Kontoen er et udtryk
                for det krav pensionsselskabet har på fremtidige positive resultater. Skyggekontoen muliggør at
                pensionsselskaber altid har mulighed for at opkræve deres risikoforrentning på et senere tidspunkt,
                hvis det ikke er muligt at opkræve risikoforrentningen i et eller flere år.
              
              
- solidarisk dækning
- 
                Hvis der er tale om solidarisk dækning for en forsikring betaler alle medlemmer den samme pris for
                den samme dækning, og forsikringen prissættes således på kollektivt grundlag.
              
              
- solidaritet
- 
                Solidaritet giver, i forsikringssammenhæng, udtryk for at de involverede parter deler risiko enten
                ligeligt eller pro rata.
              
              
- solvens
- 
                Solvens er et udtryk for den økonomiske styrke og polstring en virksomhed eller et selskab har, når
                alle aktiver og passiver er taget i betragtning.
              
              
- Solvens II
- 
                Solvens II er et finansielt regelsæt der er fastsat fra et regulatorisk perspektiv der skal sikre
                at banker og forsikrings- og pensionsselskaber har den nødvendige solvens til at kunne påtage sig
                den risiko som selskabet har taget.
              
              
- solvensmargen
- 
                Solvensmargen er et regulatorisk kapitalkrav pensionskasser skal opfylde for at have lov til at
                føre virksomhed.
              
              
- sparekasse
- 
                En sparekasse er et pengeinstitut der har været selvejende ved oprettelse.
              
              - sportspension
- 
                En sportspension er en pensionsopsparing som er særligt henvendt til idrætsudøvere.
                Der er en række krav som idrætsudøveren skal opfylde, for at kunne oprette og indbetale til
                en sportspension:
 
 
                  - Kunden må ikke være fyldt 40 år.
- Indbetalingerne kan kun trækkes fra i indkomst der kommer fra "sportsudøvelse". Det
                    kan være løn, sponsorindtægter, præmiepenge eller bonus.
- Den kan IKKE etableres af personer, der kun har en tilknytning til sportsudøvelse -
                    eksempelvis trænere, læger, fysioterapeuter.
- Der kan maksimalt indbetales 1.828.100 kroner (2017). Beløbet reguleres hvert år.
- Oprettes altid som en ratepension, der dog ikke skal være opsat i 5 år. Den kan således
                    påbegynde udbetaling med det samme. Når den har påbegyndt udbetaling kan der ikke længere
                    indbetales på den.
- Der kan kun oprettes én sportspension pr CPR-nummer. Man kan således ikke blot oprette
                    en ny, hvis udbetalingen er påbegyndt.
- Senest udbetalingsstart er i det skatteår hvor kunden fylder 40 år. Sker udbetaling
                    ikke senest ved det fyldte 40 år fjernes "påtegningen", og den antager nu form som en
                    ganske almindelig ratepension.
- Kan højest udbetales i 10 år.
- Der kan maksimalt udbetales 365.700 kroner om året (2017) beløbet reguleres hvert år.
- Udbetalingen er ikke betinget af, at sportskarrieren er indstillet.
- Når udbetalingen er påbegyndt kan perioden ikke ændres. 
- Hvis der er penge tilbage efter endt udbetalingsperiode fjernes "påtegningen", og den
                    antager nu form som en ganske almindelig ratepension. Dette kunne eksempelvis skyldes højt
                    afkast i udbetalingsperioden.
- Det kan både oprettes som firmapension eller privat pension.
- Der skal betales almindelig skattepligtig indkomstskat af de løbende udbetalinger.
- Den kan ikke overføres iht. PBL §41. Afgiftsfri overførelse kan kun ske til nyoprettet
                    sportspension. Denne nyoprettelse er betinget af, at den "gamle" sportspension overføres
                    (indgår aftale herom) på samme tid som nyoprettelsen finder sted, da en kunde som
                    tidligere nævnt kun kan have én sportspension.
- Højtlønnet sportsudøverere der er omfattet af "25 % procent reglen" (forskerordning),
                    bør som udgangspunkt ikke oprette denne type af pensionsordning pga. den begrænsede
                    fradragsret.
 
 
            
              
- stempelafgift
- 
                Stempelafgift er den afgift et forsikringsselskab skal opkræve som afgift til staten når der
                udstedes forsikringspolicer eller hvis de bliver ændret.
              
              
- strafafgift
- 
                Strafafgift er den afgift man som pensionskunde skal betale, hvis man ønsker at få udbetalt
                pensionsordningen i utide. Denne afgift er på op til 60 % af ordningens værdi ved udbetalingstidspunktet.
              
              
- strategisk allokering
- 
                Den strategiske allokering er et udtryk for hvilke investeringsaktiver som en investeringspulje
                eller en fond er investeret i, hvor retningslinjerne for investering er fastlagt af bestyrelsen for
                foreningen.
              
              
- summaforsikring
- 
                En summaforsikring er en fælles betegnelse for ulykkes- og livsforsikring hvor et
                forsikringsselskab skal udbetale den aftalte forsikringssum uafhængigt af om der kan påvises et
                økonomisk tab.
              
              
- sundhedssikring
- 
                En sundhedssikring eller sundhedsforsikring er en forsikringsordning som man selv, eller ens
                nuværende arbejdsgiver, har mulighed for at tegne. Denne kan aktiveres i tilfælde af forebyggelse
                eller behandling af sygdomme og skader, og sygdom eller skade skal ikke nødvendigvis være
                arbejdsrelateret for at dække den forsikrede.
              
              
- supplerende engangsydelse
- 
                En supplerende engangsydelse er en pension man kan få udbetalt som en engangssum når man fylder 60
                år, uden at man nødvendigvis er gået på pension.
              
              
- svie og smerte
- 
                I erstatningssager kan man modtage godtgørelse for svie og smerte.
              
              
- sygdom
- 
                I tilfælde af sygdom og dækning fra forsikringer kan man have ret til godtgørelse. For godtgørelse
                eller dækning af sygdom er det vigtigt at have defineret dette fra lægemæssig side af.
              
              - sygedagpenge
- 
                Sygedagpenge er en ydelse der udbetales af enten din arbejdsgiver eller kommunen afhængig af
                gældende forhold. Sygedagpenge udbetales under sygdom enten i form af løn under sygdom fra
                arbejdsgiver, eller som sygedagpenge fra kommunen. Som hovedregel udbetaler arbejdsgiver
                sygedagpenge de første 30 kalenderdage af sygdomsperioden, dog betinget af forudgående 8 ugers
                uafbrudt ansættelse med mindst 74 timers beskæftigelse. Er du ikke berettiget til sygedagpenge fra
                arbejdsgiver eller er førnævnte periode på 30 dage overskredet, kan der ske udbetaling fra kommunen
                betinget af én af følgende er opfyldt:
 
 
                  - Er i beskæftigelse og har haft minimum 240 timers beskæftigelse de seneste 6 måneder før
                    første sygedag. Arbejdstimerne skal desuden fordeles således, at man som minimum har haft 40
                    timers beskæftigelse i 5 af de seneste 6 måneder
- Har ret til arbejdsløshedsdagpenge
- Har afsluttet en erhvervsuddannelse på mindst 18 måneder inden for den sidste måned
- Er i praktik med løn som led i en anerkendt uddannelse
- Ansat i fleksjob eller
- Sygemeldt på grund af en arbejdsskade
 
 
            
              
- sygeforsikring
- 
                Sygeforsikringer er en betegnelse der bruges for de fælles typer af forsikringer der dækker og
                aktiveres ved sygdom.
              
              
- særbørn
- 
                Særbørn er en betegnelse for børn som en ægtefælle eller samlever ikke har et biologisk forhold
                til.
              
              
- særeje
- 
                Særeje er et begreb der kan tilknyttes værdier, midler eller genstande for ægtefæller. I tilfælde
                af skilsmisse vil disse værdier ikke være en del af fællesboet og tilhøre den ægtefælle de er
                betegnet til. Særeje skal defineres i en ægtepagt der skal tinglyses for at være gyldig.
              
              
- særlige bonushensættelser
- 
                Særlige bonushensættelser er en buffer eller såkaldt reserve der kan give pensionskassen større
                investeringsfrihed, da den allerede har opnået en hvis mængde afkast til fastsatte fremtidige
                ydelser.
              
              
- tab af erhvervsevne
- 
                Tab af erhvervsevne er et fagudtryk inden for forsikring der bruges i relation til en
                forsikringsdækning af samme navn. Ved delvist eller fuldstændigt tab af erhvervsevne kan
                forsikringsdækningen sørge for månedlig udbetaling af en andel af indkomsten på skadestidspunktet.
                Størrelsen på dækningen bestemmes før skaden indtræffer og den kan maksimalt udgøre 80% af den
                pensionsgivende løn, da der fortsat skal være incitament til at blive rask og vende tilbage til
                arbejdsmarkedet. Den løbende udbetaling kan sikre indkomstgrundlaget for dig og din familie i
                tilfælde af tab af erhvervsevne. Vurdering af graden af tab af erhvervsevne er op til de
                forskellige forsikringsselskaber at fastsætte, og kan variere fra selskab til selskab. Kravet til
                tab af erhvervsevne varierer også fra selskab til selskab og er typisk 2/3 af din erhvervsevne.
              
              
- tarif
- 
                En tarif er en prisliste over diverse forsikringer og ordninger et forsikringsselskab besidder.
              
              
- tegningsdato
- 
                Tegningsdatoen er den dato fra hvor man har accepteret et tilbud, eller et selskab har accepteret
                dit tilbud.
              
              
- teknisk beregningsgrundlag
- 
                Det tekniske beregningsgrundlag er det regelsæt et pensions- eller forsikringsselskab skal bruge
                til at beregne priser for forsikringsdækninger og fremtidige ydelser i gennemsnitsrentemiljøet.
                Grundlaget skal indeholde forventninger til renter, dødelighed og invaliditet hos de forsikrede.
                Det tekniske grundlag skal løbende anmeldes til Finanstilsynet.
              
              
- testamente
- 
                Et testamente er et skriftligt dokument hvor det bestemmes hvorledes formuen skal fordeles ved død.
              
              
- tilbagekøb
- genkøb
- 
                Tilbagekøb er den proces der foretages hvis en forsikrings- eller pensionsordnings værdi skal
                udbetales. Hvis ordningen udbetales før tid skal der betales en strafafgift til staten på op mod
                60%.
              
              
- tilbagekøbsværdi
- genkøbsværdi
- 
                Tilbagekøbsværdien er den værdi en pensions- eller forsikringsordning har efter betaling af
                strafafgift til staten.
              
              
- tillægspension
- 
                Tillægspensionen er i gennemsnitsrentemiljøet forskellen mellem pensionen der er beregnet på
                baggrund af grundlagsrenten og pensionen beregnet på baggrund af pensionsselskabets egen
                beregningsrente.
              
              
- tillægspræmie
- 
                En tillægspræmie kan være en øget risikopræmie i forbindelse forsikringer, hvis der er tale om en
                forhøjet risiko sammenlignet med den normale risiko.
              
              
- tjenestemandspensioner
- 
                En tjenestemandspension er en bestemt pensionsordning som ansatte hos staten, amtet eller kommunen
                kunne modtage, hvis de var ansatte som tjenestemænd.
              
              
- topskat
- 
                Topskat er en skattesats der betales til staten af personlig indkomst for beløb, efter fradrag for
                arbejdsmarkedsbidrag, der overstiger en årlig bestemt grænse. Indbetalinger til ratepension og
                livrenter kan fradrages i indkomsten, før det beløb der skal betales skat af beregnes og der kan
                dermed ske fradrag i topskatten. Topskat af er en såkaldt marginalskat der skal betales ekstra oven
                i bundskatten.
              
              
- tort
- 
                Tort er en krænkelse af et andet menneskes frihed, ære eller person. En person der er udsat for en
                sådan krænkelse kan kræve erstatning eller godtgørelse for denne tort.
              
              
- tredjemand
- trediemand
- 
                En tredjemand er en person eller virksomhed, som regel ekstern, uden nogen reel tilknytning til to
                involverede parter, som står uden for et aftaleforhold.
              
              
- tvangsarv
- 
                Arv opdeles i tvangsarv og friarv, hvor tvangsarv er den del af arven som arvelader ikke kan
                testamentere, da denne er øremærket til tvangsarvinger (ægtefælle, børn, børnebørn, osv.) således
                at disse ikke kan gøres arveløse. Tvangsarven udgør 1/4 af den samlede arv, og denne fordeles som
                udgangspunkt ligeligt mellem tvangsarvingerne, dog med undtagelse af situationer hvor der
                efterlades en ægtefælle og børn. I sådanne tilfælde tilfalder halvdelen af tvangsarven ægtefællen,
                og børnene skal dele den anden halvdel ligeligt. Efterlades der ikke ægtefælle, børn, børnebørn
                eller andre livsarvinger, eksisterer der ingen tvangsarv og testator kan frit råde over hele sin
                formue via testamente.
              
              
- tvangsarvinger
- 
                Tvangsarvinger er arvinger der ikke kan gøres fuldstændig arveløse. Tvangsarvinger vil altid være
                beslægtede og kan være enten ægtefæller eller livsarvinger.
              
              
- tvist
- 
                En tvist er en uenighed der kan være opstået imellem to parter om kontraktuelle forhold indgået
                imellem dem.
              
              
- tværgående pensionskasser
- 
                En tværgående pensionskasse er en pensionsvirksomhed der ejes af sine medlemmer. Fælles for
                tværgående pensionskasser er at medlemmer hos pensionskassen ikke nødvendigvis er ansatte i samme
                virksomhed, men eksempelvis er en del af samme faggruppe, såsom Juristernes og Økonomernes
                Pensionskasse, JØP.
              
              
- udligningsskat
- 
                Udligningsskatten er en midlertidig afgift til staten på pensionsudbetalinger der overstiger et
                bundfradrag på 362.800. Denne afgift vil blive udfaset gradvist frem imod 2020.
              
              
- udløbsdato
- 
                Udløbsdatoen er et udtryk i forsikringsrelaterede forhold, der angiver hvornår et
                forsikringsselskab ansvar i henhold til en fastlagt aftale ophører. Begrebet bruges ofte i
                forbindelse med livsforsikringer.
              
              
- udtrædelse
- 
                Ved udtrædelse af en pensionsordning kan man være berettiget til en udtrædelsesgodtgørelse under
                opfyldelse af særligt specificerede forhold.
              
              
- ulempe
- 
                Ulempe er et begreb der ofte bruges i juridiske sammenhæng, og er ensbetydende med at hvis noget
                eller nogen er en ulempe, at det medfører en gene eller irritation.
              
              
- underforsikring
- 
                Hvis man er underforsikret er forsikringssummen af ens forsikringsordninger af mindre værdi end de
                forsikrede genstandes samlede værdi.
              
              - unisex
- 
                En pensionsordning, der har unisex vilkår, gør ikke forskel på prisen imellem mænd og kvinder og
                deres pensionsvilkår. Dette kan være på trods af biologiske forskelle mellem kønnene som objektivt
                set ville retfærdiggøre en forskelsbehandling eksempelvis grundet forskelle i
                forventet levetid.
              
 
            
              
- unit link forsikring
- 
                En unit link forsikring er en pensionsopsparing, hvor man selv bestemmer i hvilke
                investeringsbeviser eller fonde pensionsmidlerne skal investeres.
              
              
- universalarving
- 
                En universalarving er en eller flere arvinger der skal arve alt der ikke udtrykkeligt er tillagt
                andre.
              
              
- uoverdragelige
- 
                Ved tegning af pensionsordninger kan disse være tegnet med forskellige rettigheder. Ved overførsel
                af pensionsordninger er det ikke altid muligt at overdrage disse rettigheder til en anden
                pensionsordning, da rettighederne kan være uoverdragelige.
              
              
- urimelig pension
- 
                En ’urimelig pension’ bruges som begreb i forbindelse med skilsmissesager til at beregne
                bofordelingen af pensionsordningerne. En pension kan defineres som urimelig hvis den er større end
                forventeligt ud fra forventninger til andre i samme job, uddannelse og andre forhold.
 
 Som udgangspunkt er der tale om ekstrapension udover det som andre i samme job, med samme
                uddannelse, løn og opsparingsforløb har opsparet. Har ægtefællerne sparet lige meget ekstra op,
                eller er det kun den ægtefælle med den mindste pension, der har sparet op, kan det være rimeligt.
                Begrebet bruges i reglerne om pensioners behandling ved skilsmisse.
              
- urimeligt stillet
- 
                Reglerne om pensioners behandling ved skilsmisse definerer, at man er urimeligt stillet
                pensionsmæssigt, hvis man har en mindre pension end hvad andre sammenlignelige personer har, og
                hvis ens ægtefælle har en meget større pension.
              
              
- varigt mén
- 
                Mén defineres som værende de ulemper i den personlige livsførelse, som følge af en skade. Hvorvidt
                mén anses for at være varige, bedømmes som oftest af en speciallæge, da dette kan være svært at
                fastslå. I vurderingen medtages skadens medicinske art og omfang under hensyn til hvilke ulemper
                skaden forvolder i den tilskadekomnes personlige livsførelse. Ulemperne vurderes stort set ens på
                tværs af alder, erhverv, køn osv. da ulemperne grundlæggende er ens på tværs af
                befolkningsgrupper.
 
 Førend mén kan fastslås som værende varige skal tilskadekomnes tilstand være stabil og varig,
                hvilket betyder det tidspunkt hvor forbedring af skaden synes usandsynlig. Dette kriterium medfører
                ofte at afgørelsen i sådanne sager først kan træffes mindst et år efter skaden.
 
 Méngraden bliver ofte fastsat ud fra en méngrad-tabel udarbejdet af Arbejdsskadestyrelsen. Har
                tilskadekomne en ulykkesforsikring kan der ske udbetaling fra denne hvis méngraden fastsættes til
                minimum 5 % (rådfør dog altid gældende forsikringsbetingelser for forsikringsdækningen da
                minimumssatsen kan variere fra selskab til selskab).
              
- vederlag
- 
                Vederlag er et andet ord for en direkte omkostning som en pensionstager afholder til
                forsikringsselskabet eller en eventuel forsikringsmægler for administration og rådgivning
                vedrørende pensionstagerens pensionsordning.
              
              
- visse kritiske sygdomme
- 
                Hos forsikringsselskaber kan det være muligt at tegne en forsikringsdækning til dækning af visse
                kritiske sygdomme. I tilfælde af en defineret kritisk sygdomsbegivenhed i forsikringsbetingelserne
                har man mulighed for at få udbetalt et engangsbeløb skattefrit.
              
              
- voldgift
- 
                En voldgift er et begreb der bruges til at betegne en stridighed imellem to uenige parter, der
                afgiver rettigheden til at føre en tvist for en domstol, og i stedet vil indbringe den til
                vurdering hos en sagkyndig opmand, eller voldgiftsretten.
              
              
- værge
- 
                Værge er en person der er sat til at varetage en person der er umyndig eller som ikke selv er i
                stand til at forholde sig til sin økonomi og juridiske eller retslige forhold.
              
              
- værneting
- 
                Værneting er spørgsmålet om ved hvilken domstol en eventuel retssag skal anlægges og hører til. 
              
              
- ydelse
- 
                Ydelse er eksempelvis et udtryk der bruges i forbindelse med ordninger i gennemsnitsrentemiljøet.
                Ydelsen er det beløb man kan forvente at få udbetalt i pension.
 
 Ydelse er mere generelt en løbende udbetaling eksempelvis fra en forsikring eller en
                pensionsordning.
              
- ydelsesgaranti
- garanteret ydelse
- 
                En ydelsesgaranti er den underliggende aftale man indgår med et pensions- eller forsikringsselskab
                om pensionsordninger i gennemsnitsrentemiljøet. På baggrund af indbetalinger og ydelsesgrundlaget
                bliver man på pensionstidspunktet garanteret en ydelse af en hvis størrelse der vil blive udbetalt
                i en defineret periode eksempelvis over 10 år eller livsvarigt.
              
              
- ægtefællebidrag
- 
                Ægtefællebidrag er et bidrag den ene af to ægtefæller i nogle tilfælde skal betale til den anden
                efter fraskillelse. Dette kan være tilfældet hvis den ene part har forsørget den anden under
                ægteskab, og der kan være store forskelle i økonomien efter skilsmisse.
              
              
- ægtefællepension
- enkepension
- 
                Ved specielle pensionsaftaler kan der ved død være tilknyttet en ægtefællepension, som er en slags
                forsikringsordning, til ens ægtefælle eller samlever. Hvis en ægtefællepension er tilknyttet vil
                hele eller dele af pensionsordningen fortsætte udbetaling til ægtefællen i tilfælde af den
                forsikredes død.
              
              
- ægtepagt
- 
                En ægtepagt er en frivillig aftale imellem ægtefæller der er med til at definere formuefordeling og
                andet ved eventuel skilsmisse.
              
              
- ÅOK
- årlige omkostninger i kroner
- 
                ÅOK er en forkortelse for Årlige Omkostninger i Kroner, og er summen af alle relaterede
                omkostninger for året.
              
              - ÅOP
- årlige omkostninger i procent
- 
                ÅOP er en forkortelse for Årlige Omkostninger i Procent, og er en omkostningsbetegnelse der skal
                indeholde alle omkostninger i relation til produktkøb. Den kan udregnes ved at tage alle
                omkostninger i løbet af året og sætte disse omkostninger i forhold til pensionsdepotet ultimo
                året. 
 
 For beregning af ÅOP i investeringsforeninger skal der også tages højde for eventuelt
                emissionstillæg og indløsningsfradrag ved køb og salg af investeringsforeninger ved beregning af
                ÅOP. Disse køb og salg omkostninger bliver periodiseret over en 7 årig periode, da dette er den
                antagede gennemsnitlige holdeperiode for investeringsforeningerne. Beregning af ÅOP for
                investeringsforeninger er meget relevant ved investering via private banking ordninger, da disse
                ordninger ofte gør brug af hyppige køb og salg af investeringsforeninger, og hvor antagelsen om
                gennemsnitlige 7-årige holdeperioder på investeringsforeningerne derfor ofte er forkert.
 
 Læs mere om ÅOP her.