samlevertestamente
Ugifte samlevende har ingen legal arveret efter hinanden, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for den efterladte samlever. I forhold hvor samlevende har fælles børn vil børnene være eneste legale arvinger. Det kan i visse tilfælde betyde at den efterladte samlever må sælge hus, bil mv. for at udbetale arven til børnene – i tilfælde hvor børnene er under 18 år bliver denne arv ydermere indsat på en spærret forvaltningskonto.

For at forbedre samlevendes arvevilkår blev der i 2008 åbnet for muligheden for at oprette et udvidet samlevertestamente, hvilket arveretlig ligestiller samlevende med ægtefælle. Dermed opnås mulighed for at testamentere op til 7/8 af arven til samleveren. Foruden denne sikring giver det udvidede samlevertestamente også mulighed for at samlever får retten til forlods udtagelse af bestemte genstande, der tilhørte afdøde, samt fortrinsret til bestemte ejendele. Ydermere opnår samlever også mulighed for at anvende reglerne om arvehenstand, hvilket vil forhindre ovennævnte situation hvor efterladte samlever tvinges til salg af hus, bil mv. for at udbetale arven til afdødes børn. Arvehenstand giver altså samlever retten til, helt eller delvist, at udskyde arvudbetalingen til andre livsarvinger. Når en efterladt ægtefælle sidder i ”uskiftet bo” er der reelt tale om arvehenstand overfor afdøde ægtefælles børn.

Førend samlevende kan oprette et udvidet samlevertestamente er der tre forhold som skal være gældende:

  1. Samlevende skal kunne indgå ægteskab eller registreret partnerskab. Det er dermed ikke muligt for samlevende søskende at oprette udvidet samlevertestamente.
  2. Ingen af parterne har et udestående, ikke tilbagekaldt, udvidet samlevertestamente i forvejen.
  3. Parterne skal på tidspunktet for førstafdødes død have boet på fælles bopæl og vente / have / have haft fælles barn eller har haft fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold (se punkt 1) de sidste 2 år.

Det udvidet samlevertestamente kan skræddersyes således at dette er passende til de enkelte behov hvert par måtte have.